fredag den 3. december 2010

Julemærkemarchen: En god sag at gå for!

Når jeg tænker på hvilke juletraditioner der har været i min familie da jeg var barn, er julemærkemarchen noget af det der kommer frem.

 billede fra julemærkeportalen.dk

Dengang tog vi til Lyngby med min far, og gik turen, der involverede et pitstop undervejs, med varme æbleskiver, og efterfølgende medalje og diplom for vores tur. Det var nogle gange koldt, og vi har stensikkert brokket os dengang... men når jeg husker tilbage på det, husker jeg det som en hyggelig tradition.

Nu er det efterhånden noget tid siden jeg var barn og var på weekend hos min far. I dag er der ikke julemærkemarch i Lyngby længere, men derimod i Værløse, hvor min far er med til at sætte denne hyggelige event op. Udover ruten herude, er der mange andre julemærkemarcher, f.eks. på Frederiksberg i København, i Esbjerg, Århus, Aalborg, Nykøbing F og Odense og mange andre steder, hvor du kan vælge at gå 5 eller 10 km tur. Se en liste over alle startsteder her.


Julemærkemarch er for hele familien!

Det er ikke længere muligt at tilmelde sig på forhånd (fristen var 15/11), men du kan sagtens tilmelde dig på det enkelte startsted, så jeg vil anbefale alle at gøre det til en familietradition hos jer, og gå den hyggelige tur, der dette år bliver en rigtig juletur i sneklædte omgivelser!

Jeg skal ud til Værløse at gå, og glæder mig til en tur i den sneklædte skov, efterfuldt af de varme æbleskiver. Dét er da jul så det batter!

Min far er pænt sej (man må vel gerne være stolt af sin "den gamle"), så i Værløse er det årets julemærkekunster, Sussi Bech, der åbner marchen kl. 9. Derfor vil det her også være muligt at købe årets julemærker og få kunstnerens signatur.

Medaljen som man kan købe og få efter endt tur, er efterhånden et skattet samlerobjekt, og hvert år har sin egen medalje, lavet efter årets julemærke. Faste gengangere møder derfor ofte op med samtlige medaljer de i årenes løb har "gået sig til".



Alt overskuddet fra salg af årets julemærker, julemarch mv går til at støtte de 4 julemærkehjem, så det er i sandhed en god sag at gå for!

Som der står på julemærkesamleren:
Efterhånden har deltagerne gået jorden rundt flere gange, og Julemærkemarchen har igennem årene overrakt ikke mindre end 11.468.647 kr. til Julemærkefonden – sidste år blev det til 945.000 kr., som aktive og støttende mennesker havde gået ind til børnene på Julemærkehjemmene.

Ses vi på søndag? 

alle billeder er taget af min far

Ingen kommentarer: