tirsdag den 29. marts 2011

Advarsel: Rent blær!

Jeg er så glad så glad!

Se lige hvad den rare Hr. Postmand havde med til mig i dag:



En bambi ozonlampe!!!!

Desværre har den da nok været med til en gang Post-polka, så hovedet er røget af undervejs, og lå adskilt fra kroppen i indpakningen. :( Men efter en tur i Silvan efter superlim og en ordentlig rengøring for nikotin, står den nu fin på hylden.

Der er dog ingen fatning i, men til gengæld fik jeg den ganske billigt. Så nu er næste projekt at finde en fatning der passer til, så den kan blive hel igen.

Men IH jeg er en lykkelig Bambi-samlende-retro-elsker lige nu! *hjerter* Det bedste af det hele er at den er ca. dobbelt så stor som jeg havde troet. Jubiiii!

Er den bare fin, eller hva'?

...så hvis du har en lille fatning liggende til en ozonlampe så sig ENDELIG til!  
Tænker at en almindelig fatning bliver for stor?

edit: jeg er selvfølgelig blevet spurgt hvad en ozonlampe er, og jeg har fundet en god beskrivelse her

mandag den 28. marts 2011

Flittig Lise og Miss Vera shoppeaften!

Da jeg så dette indlæg hos Kirkesjov tog det mig ikke længe at finde Sara aka. Flittig Lise og spørge hende om hun vil kigge forbi mit værksted med hendes sager. Jeg vil nemlig meget gerne se hvad hun har i gemmerne, og tænkte at jeg ikke er den eneste?

Se lige nogle fine knapper:



og forskellige retrostoffer:






Disse, og meget mere har hun med, når hun besøger mig i værkstedet, nu på
torsdag den 31. marts kl. 19-21.
  
Jeg sætter selv nogle af mine egne sager frem, har stadig lidt restlager af Miss Vera tøj og accessories som jeg sælger til gode priser i samme anledning.

Så kig endelig forbi, adressen er Trepkasgade 13, kld - 2100 København Ø.

- Husk kontanter og godt humør!

Ses vi?

Husmoder giveaway!

NB! Der er nu lukket for flere lodder! Vinderen findes senere i dag!
(Camille, søndag den 10/4)


I weekenden fandt jeg blandt andet denne fine bog, som allerede står hjemme på hylden. Den er dog alt for god til at lade stå, så nu er det tid til en give away!


Kvindens hvem hvad hvor fra 1955!


En fin lille perle, fyldt med fine fotografier, reklamer, illustrationer, sjove, spændende, inspirerende, motiverende og mærkelige tekster og sidst, men ikke mindst: Husholdningsbudgetter! 











1. lod: Kommentar til dette indlæg.
2. lodder:  Link til dette indlæg fra blog/facebook.
- og husk at skrive hvormange lodder du deltager med!

Må den bedste kvinde (eller mand) vinde! 

Vinderen trækkes den 10. april!

ps: Hr. Lee trækker lod, så der er garanti for en skør udtrækningsmetode! ;)

søndag den 27. marts 2011

SøndagsSamlerier vol. 10: Bambi!

Ja, nu gik du rigtignok og troede at jeg havde snydt dig for SøndagsSamlerierne, ikke sandt? Men nixen bixen, Karen Blixen - HER kommer de! Denne gang er det endda en slags jubilæumsudgave, for det er 10'ende SøndagsSamlerier !

De der Bambier... de er jo begyndt at snige sig ind her hos mig. Det startede, forholdsvist uskyldigt sidste år... og siden er der stille og roligt kommet flere og flere. Se selv:

Übercute version, en souvenir fra Rørvig Havn, som der står med guldskrift på siden.

Fin Bambi, der slænger sig på skænken i stuen.

En russisk Bambi hviler sig ved paddehatte lamperne.

Denne købte jeg i en genbrugsbutik jeg var i sammen med min far. Han synes den er supergrim - jeg ELSKER den! 

Til gengæld fandt han denne lille, liggende Bambi til mig! Den stående fik jeg af søde Irene og Fjeder, 
verdens bedste samler-venner! :D 

Kasse med stempler i. Men se lige hvad der er på siden....

De to allerførste jeg købte... SÅ fine!

- og endnu en af de store, her sammen med de små egern.

- og sidst, men ikke mindst den fineste hjorte-dåse!



Ikke en kæmpe og prangende samling, men ikke desto mindre en samling. Jeg var også så heldig at finde denne ozon-lampe på nettet, som nu er på vej hjem til hverdagshjemmet:


Har du en samling du vil vise frem? Så skriv til mig! 

- Ellers bliver næste søndag en billedkavalkade over min knappesamling, 
og søndagen efter min samling af strikkepinde! :D 

Rigtig god søndag aften derude!

Velkommen forår!!!!!

Sikke en fantastisk weekend!

Foråret kom da lige på besøg og spredte glæde, sol og lune pletter, og NOVRA hvor var det tiltrængt!


Har brugt weekenden på besøg hos gode venner, loppemarkeder, marskandisere, stumpemarked, køretur i det blå, og jublen over fine fund.

Mens Hr. Lee kiggede på bildele og "dimser", tog jeg et par billeder....







fredag den 25. marts 2011

HULA HOOP!

Fra Middelfart til Hollywood, fra Oslo til Kap Horn,
danser folk naturligvis den nye HULA HOOP.
Førhen var det rock and roll, men nu er det forbi,
HULA HOOP det er jo den folk i dag kan li'.
Alle må vi prøve denne HULA HOOP,
Tag dig en ring, sving den omkring,
Alle der kan stå og gå må ha' sådan én på!

 

Hula Hoop blev første gang rigtigt populært i slutningen af 50'erne, hvor den store modedille gik verden over.  I år kommer den for alvor tilbage, ikke mindst takket være min veninde Mia (ja, man har lov til at være stolt af ens veninde, der er benhård!).



Mia var Danmarks første Hula Hoop instruktør, og underviser nu i 'Hoop Fitness' i fitnesskæden Fresh Fitness. Det er nemlig god træning, hvor hele kroppen, og især mavemusklerne bruges.




Mia var i februar på ferie, naturligvis medbringende en Hula Hoop ring - og det blev der denne lille film ud af! Jeg er enormt imponeret af den lethed og ynde hun udviser, mens ringen suser rundt om talje, hånd, fod, og tænker straks "DET vil jeg også kunne!". Det er da benhårdt! 



Se selv lige her: Miss Mia's Holiday
- og følg med på facebook lige her

(alle billeder er screenshots fra filmen)

torsdag den 24. marts 2011

Lille Per!

 For noget tid siden var jeg så heldig at finde dette gamle spil med Lille Per:


 Super fine illustrationer, og i en god stand. Der er (heldigvis) spilleregler med!

Det er bygget op omkring forskellige situationer, f.eks. Lille Per ved barberen. Det gælder så om at samle stik, dvs. alle 4 kort i hver situation:

Skønne tegninger, og fin gammel humor i de forskellige situationer.

Bagsiden af kortene prydes naturligvis af Bodil Kjer, Per's elefant:

 
Spillet er lagt til salg i butikken, lige her.


Tegneren Kaj Engholm tegnede Far til fire fra 1948 og frem til sin død i 1988. Teksten blev primært skrevet af Olav Hast. I begyndelsen var det en fast stribe i Politiken, men i 1955 kom den over i Berlingske Tidende, og også i en række tegneseriehæfter.

Disse tegneserier dannede baggrund for filmene, der blev lavet i 1953-1961. I 1971 forsøgte man at lave endnu en film, med Ib Mossin som instruktør. Populariteten udeblev dog, og der blev derfor ikke lavet flere, før man i 2005 tog teten op og lavede endnu en stak film.

onsdag den 23. marts 2011

Lidt porcelænshistorie

Nu hvor jeg har berettet vidt og bredt om Danild stellet, synes jeg det er på tide med lidt baggrundsinfo. Jeg synes i hvert fald selv den slags er interessant at læse, så here it comes:

I dag kalder vi det oftest for "Lyngby Porcelænsfabrik", men i virkeligheden er det mere korrekt at sige Porcelænsfabrikken Danmark. Det var nemlig navnet på fabrikken, der lå i Lyngby, og lukkede i 1969, efter 33 års porcelænsproduktion.


I 1956 startede man produktionen af det moderne hverdagsstel Dan-ild, der blev solgt under sloganet
"Fra ild til bord". Der findes en del forskellige mønstre på Danild, mest kendt er "Lotus" og "Harlekin" - men det er også her "mit" stel Danild nr. 66/ Blå-Grå dråbe hører ind under.  Jeg har prøvet at søge på hvornår de forskellige dekorationer/varianter blev indført, for at få årstal på mine stel, men kan ikke finde andet end at de startede Danild i 1956. Måske nogle af jer derude ved mere?

Det er grundlæggende det samme stel, men med forskellige dekorationer. Der fandtes et væld af dele, både de klassiske spisestelsdele som middagstallerkener, dybe tallerkener, tekopper og kaffekopper - men også smørbrikker, vaser, kuvertaskebægre, cigaretholdere mm. ALT til at dække et matchende bord!

Udover at jeg synes stellet er pænt, finder jeg også stemplerne interessante. På mine stel-dele, har jeg fundet disse tre forskellige stempler:

Lyngby Danmark. Det jeg synes er det mest rigtige, da det indikerer at tallerkenen er produceret på Lyngby Porcelænsfabrik. Fabrikken blev startet op i 1935 af Niels Holst og Christian Knudsen, og på fabrikken fremstilledes der udekoreret porcelæn, som Københavns Porcelænsmaleri så kunne dekorere.


Dan-ild Ildfast. Dette stempel var logo 1961-1969 for Niels Holst & Søn, og blev kun benyttet på importporcelæn. Dvs. selve porcelænet er fremstillet i udlandet, og dekoreret i Danmark


Dette stempel er som det forgående, men det er et mærke der er klistret henover et andet stempel, hvorefter det er brændt fast. I princippet er det jo det samme som det forgående, men jeg kan ikke lade være med at favorisere det andet.


Kigger du på stemplet i bunden af dine ting?

tirsdag den 22. marts 2011

... en moderne husmors stel-samlerier

Ja, jeg ved det godt - jeg har skrevet vidt og bredt om det der med spisestel allerede! Jeg tror ikke at der er en eneste af jer der ikke allerede ved at jeg samler på Danild 66, det der også hedder blå/grå dråbe eller løgmønstret. Men jeg er stadig begejstret så jeg skriver stadig om det. haha!

For nylig udvidede jeg samlingen betydeligt, så jeg nu har frokosttallerkener til 6, og tekopper med tilhørende underkopper til 4. og en kaffekande, og 3 asietter. Hold da helt fest hvor er det bare en FORNØJELSE at have skiftet fra Lotus stellet til løgstellet - det er jo ligefrem muligt at få fat i!


Asietterne er større end kuvertaskebægre, så hvad mon de har været brugt til? Det sjove ved dem er at der stadig sidder de originale prismærker på... de har aldrig været brugt!

EXCELSIOR - Altid små priser

Nogen der kender noget til denne... butik? stormagasin?

Alle mine veninder, alle mine veninder, alle mine veninder!

Efter ferie, Forum og forårets komme, er i dag første "normale" arbejdsdag for mig. - og hvilken dag! Jeg har besøg af "alle mine veninder", Puk, Pløk, Susy, Teena og Dot!


En hel flyttekasse med gamle pigebøger fra dengang verdenen så helt anderledes ud! De kommer allesammen til salg i butikken, da jeg sælger dem for samme samler, der pt sælger ud af sine Christel billeder. For ja - det er da Christel der har tegnet omslagene til de fine gamle bøger! Så udover fine historier er der også fine illustrationer og fine Christel-piger.

Jeg sidder nu og researcher på de forskellige bøger og får redigeret billeder så de er klar til at ligge op på butikken, lige her.

Jeg tænker at bøgerne får én pris, og så kan man tage flere og få lidt rabat. Mon ikke det er en god idé?

Ulempen ved at sidde og kigge for længe på det hele er, at jeg får lyst til selv at købe alle bøgerne... men den går vidst ikke....desværre. Så skal jeg i hvert fald have en ny string reol til at have dem stående i (hov vent, dét var da en god idé!).

Jeg synes der er en charme over gamle bøger, og når de så er med så fine forsider, så er de da ikke til at stå for. Se selv: