tirsdag den 27. december 2016

Julemadder



En fast tradition herhjemme er vores julemadder. 

Det er chokoladekage med smørcreme og marcipan, lavet til de fineste stykker smørrebrød, som ved første blik ser ganske realistiske ud. Brian køber dem hvert år hos Bosses Bageri på Østerbrogade, som har fire forskellige af slagsen (der er også en spegepølsemad med løgringe). De er virkelig gennemført lavet, og har endda smør på rugbrødet, under pålægget.

 Rullepølse med italiensk salat.

 Stærk ost med radiser. Der er endda to stykker ost på brødet. 

 Æggemaden med salt og peber på toppen. Smukt! 

Vi spiser dem altid i juledagene, hvor de ryger hurtigt ned hos både børn og voksne. Nøj hvor de smager godt!




søndag den 25. december 2016

Julen 2016

Så blev det 1. Juledag her i hverdagshjemmet, og en jul er endnu engang næsten slut.

Julen i år har for vores vedkommende været alt andet end den plejer.

Jeg har, indrømmet, været i mega krise over den manglende julestemning og alt det vi ikke kunne, men nu hvor den er overstået, var det jo slet ikke så farligt. Jeg lærer nok aldrig helt at acceptere, at vores familie kun tæller far, mor og børn, og at vi ikke har en større familie som de fleste andre. Især i julen er det bare virkelig trist, men der er jo ikke rigtigt noget at gøre ved det, og vi kan jo sagtens hygge os alligevel. Måske er det grundet graviditeten at det har været hårdt for mig i år, måske fordi det i år er første år at vi ikke har den familie vi plejede at have, efter at vi mistede det sidste af B's familie i sommers, og min familie sidste jul.

Juleaftensdag startede med, at jeg sendte mand og børn ud på legeplads, så jeg kunne støvsuge, rydde op og komme i gang med julemaden, så vi alle kunne hygge os og se Disney Juleshow sammen senere. Det startede da også meget godt, men ca 1/2 time før de skulle være hjemme, faldt jeg over en kasse og tog et ordentligt styrt. Av. Heldigvis fik jeg vendt mig i luften (lyder en del sejere end det føltes), så jeg smadrede mit knæ og albue i stedet for den gravide mave, men øv det gjorde stadig ondt. Når man nu er så gravid som jeg efterhånden er, betyder det at man skal forbi fødegangen for at de lige kan tjekke at alt er ok med baby og moderkage. Normalt ser de helst, at man bliver hængende i et døgns tid - ikke fedt sådan en juleaften! Nå, men jeg måtte forlade alting, og tilbringe nogle lange timer på hospitalet, hvorefter de heldigvis kunne fortælle at alting så ok ud, så jeg kunne komme hjem og holde jul, sidst på eftermiddagen. Pyha! Jeg fik haltet hjem, og kunne så overtage madlavningen fra B, som normalt ikke er den store kok, men som i dagens anledning havde været nødt til at gå i gang med steg og alt det andet. Vi klarede det!

Er stadig ret imponeret over de to piger, som bare accepterede, at far stod i køkkenet, da mor skulle afsted i nogle timer, alt imens de sad og så julefjernsyn i stuen - helt roligt og uden at pille ved julegaverne, som jeg havde nået at ligge under træet. Godt klaret! Til gengæld havde de så rippet juletræet for spiseligt pynt, men skidt pyt med det.

Vi nåede da at få lavet alt maden, undtagen risalamanden, som så blev lavet og nydt i dag, efter en god gang julebiksemad. Lækkert!

Dagen i dag var alt det, som dagen i går ikke var: Hyggelig, rar, stille og rolig.
En dag hvor alle blev i nattøjet, samlede lego til den store guldmedalje, legede og slappede af. Jeg har været godt øm i kroppen efter gårsdagens fald, så måtte endda ind og lægge mig i nogle timer, med den bog jeg fik i gave i går, hvor B tog fusen på med mig en bog jeg havde ønsket mig.



Jeg havde købt disse til B, bestilt via 'Abstrakte Portrætter' på FB. 
... bogen som jeg havde ønsket mig, men bestemt ikke regnet med lå under træet. 

tirsdag den 20. december 2016

Den der julestemning, ikk?

...det er som om den bare ikke rigtigt gider lege med i år.

Jeg kan simpelthen ikke finde den, trods at jeg har ledt og ledt og VIRKELIG prøvet at få den frem. Julestemningen. Har du set den?

Jeg har spist en masse risengrød, æbleskiver, juleknas og endda drukket (alkoholfri) gløgg - intet hjalp!
Jeg har været til juletræsfest, juleafslutning, julemarked, julefest - men næ nej!

Mig som ellers elsker julen og plejer at nyde den og bage kager, lave konfekt og pynte op allerede i november. Men det er ligesom om det bare ikke fungerer for mig i år.

Altankasserne blev pyntet med gran, men jeg fik aldrig sat pynten på...

Ikke engang da manden og børnene stolt kom hjem med det største og flotteste træ længe set, blev jeg grebet.


ÆV!

Men jeg planlægger, forbereder og ordner ting så alt er klart. Julen skal jo nok nå at komme, stemning eller ej, og maden og konfekten laver jo ikke sig selv.

Men ih hvor det ærgrer mig. Jeg føler helt at december måned bliver spildt på ligegyldige ting, og at jeg går glip af en masse, som jeg ellers har glædet mig til. Jeg har hverken bagt småkager, lavet konfekt eller dekoreret peberkagehus. Jeg har været til to julemarkeder, som begge var store skuffelser, og jeg nåede ikke at sende julekort.

Det kan nåes endnu, ikk?

Hende her er dog i max julestemning! 

mandag den 19. december 2016

Alle de nødvendige, unødvendige indkøb til et barn nr. tre

Når det nu er tredje barn vi venter, er det ret begrænset hvad der mangler af babyting, førend alt er klart. Vi har jo altid ment at alle farver er børnefarver, og det kommer os virkelig til gode nu, hvor mere eller mindre alt tøjet kan genbruges. Dejligt!

Når det kommer til sengetøj, sengerand, legetøj osv er det samme historie. Vi har endda stadig stofbleerne (altså både gylpeklude og de moderne flergangsbleer) gemt, så dét er også klart til lillebrors ankomst. Slynger, barnevogn, klapvogn ligeså.

Men.

Jeg tror altid der er nogle ting, som man gerne vil have, som man ikke fik ved de andre. Måske er der kommet nye ting på markedet, måske har man bare lyst til at den lille ny skal have noget som er hans helt eget.

Der er også sneget sig flere (unødvendige) ting ind på min liste, over indkøb til lillebror, som dybest set kun indeholder 3 ting som reelt mangler : ammebrikker, en træplade til at lægge på kommoden der skal pusles på,  og stofbleer (gylpeklude), som er store nok til vejning. De andre vi har er efterhånden krøbet i vask osv, så de er knapt så store som da de var nye.

De meget nødvendige, unødvendige ting er:

Fjernsynshylden her, fra Up Warsaw, er overhovedet ikke på listen over ting vi egentligt mangler. Men den er så flot og fin, og ih hvor prøver jeg at finde en god undskyldning for at købe den! Er den ikke flot? Den findes i flere farver, og også i en større størrelse, med metalantenne (som vi allerede har, i lyseblå). De forhandles umiddelbart kun i Danmark af Lirum Larum Leg


Miffy Milestone Cards, som allerede er bestilt hos Kids World 
Milestone kortene kom først frem for alvor efter Esther var født, og ved Else Marguerite synes jeg ikke det var så vigtigt, når nu vi ikke havde dem ved første barn. Men denne gang er der kommet disse Miffy kort, og så synes jeg det er sjovt at have. Jeg har altid været sådan lidt dum til at skrive ned hvornår børnene kunne hvad, hvilket ærgrer mig her hvor det er for sent. Måske disse kort kan hjælpe på det? Tredje gang er lykkens gang!


Denne amme/viklehalskæde fra Bid Kærligt er måske ikke det allermest nødvendige i verdenen, men jeg tænker at den måske vil være smart at have. Den bliver i hvert fald helt sikker indkøbt, blot i blå og hvid. 

Denne ske fra Zilverstad er da SÅ fin! Jeg faldt lige over den, på den svenske webshop Barnbestickset, da jeg ledte efter noget børneservice. Den er lavet i rustfrit stål, og man får den graveret med barnets fødselsdato, klokkeslet og navn. En smadderfin idé, som efterhånden ikke er noget man gør sig i længere. Før i tiden havde mange børn dog sin egen (sølv)ske, graveret med navn og dato for fødsel eller dåb. Jeg har f.eks. min farfar Aksels barneske i gemmerne. Jeg overvejer helt om man skulle få lavet sådan en ske til pigerne også, selvom det er lidt sent nu...

Et rigtigt sæt børnebestik skal han da også have! Begge pigerne har deres eget bestik, dog ikke graveret, og lillebror skal også have sit personlige bestik. Ja, det er vidst ingen hemmelighed at vi godt kan lide Dick Brunas tegninger herhjemme, især den lille kanin Miffy. Bestikket her er også fra Zilverstad, og fundet hos Barnbestickset


Grunden til at jeg overhovedet kom ind og så bestikket, var at jeg ledte efter dette spisesæt, fra Rosti Mepal, med Dick Brunas cirkustegninger. Vi har ledt efter det i DK, siden Else Marguerite var helt lille, desværre uden held. De tallerkener vi har brugt til pigerne er desværre ret slidte efter to børns knapt så pæne brug, så denne gang skal der indkøbes lidt nyt, så lillebror ikke kun får arveting. Sættet her har 11 dele, og kan købes hos Barnbestickset. Der er endda et lille bestiksæt med, men min erfaring er at børnene ikke gider bruge det længere, når de bliver en 2-3 år. Så vil de have mere "rigtigt" bestik.
Spejlet her er fra That's Mine, og det skal hænge over puslepladsen, så lillebror kan se sig selv i det, i forbindelse med bleskift. Begge mine piger har ikke gidet at lægge på maven, men måske lillebror gerne vil, når han kan kigge på sig selv imens. Jeg fandt det bla. her. Det findes også med sort ramme,  med lyn i stedet for dråber.  

Nu må vi se hvor meget af det, som rent faktisk ender med at blive indkøbt. I sommers købte vi en gammel hylde fra en institution (typen der har været ble/skiftetøjshylde på toilettet), som jeg skal have malet, hvorefter den skal op og hænge over puslepuden. Jeg kan dog ikke finde ud af hvilke farver, så pt er den lidt på standby. Jeg tror dog den ender med noget blå/mintgrønt/brunt/gråligt noget. Nu må vi se.

Puslepladsen bliver genetableret ovenpå pigernes tøjkommode, hvor der også var pusleplads da Esther var lille. Vi var så heldige at få en mdf plade gratis, så nu skal den også bare males, og monteres, så er puslepladsen snart klar. Vi mangler dog stadig noget til at opbevare lillebrors tøj i. Pt ligger det i en rejsetaske, men det kan det jo ikke blive ved med. Jeg overvejer lidt at få lavet nogle kraftige æsker på mål, som så kan komme ind på de smalle hylder i klædeskabet på børneværelset. 

Det vigtigste, som vi mangler er dog navnet. Tænk engang, vi blev SÅ hurtigt enige om et pigenavn, men drengenavn kan vi da slet ikke finde ud af! Vi har flere bud klar, men der er bare intet der helt fungerer for os begge to. To gange har vi været helt enige, men så er vi begge to blevet i tvivl igen. haha. 

Vi når det nok... <3 










torsdag den 15. december 2016

Årets pakkekalender

24 toiletruller, 24 små slikposer, silkepapir, snor, klistermærker med dato på, gran og noget sløjfebånd, så var årets pakkekalender klar. Til manden, forståes.  

Jeg plejer at lave en pakkekalender til børnene med ting der er indkøbt løbende over året, primært på loppemarkeder. På den måde indeholder den gode ting, som de faktisk kan bruge, den er ikke så dyr igen, og der er den kæmpe fordel, at man ikke skal stresse over det, når man når til midt-november. 

I år opdagede den store dog LEGO Friends julekalenderen, og plagede helt crazy om at få den, så det var jo nemt nok, omend en smule dyrt i forhold til normalen. Jeg tror dog, at vi vælger den sædvanlige løsning næste år. Der er bare alt for mange småting, som bliver væk, og det er svært for begge børn at have den liggende uden at måtte åbne. Der fungerede det bedre med en pakkekalender hvor de kun ser dagens pakke, og derfor ikke skal overskue en hel måneds gaver på én gang. Så i 2017 starter jeg i god tid, for der bliver jo hele tre børn på det tidspunkt, selvom lillebror jo kun er knap 1 år til den tid. 

Jeg er også tilhænger af at give oplevelser i dagens pakke, fremfor gaver som bare ender som rod på værelset. Fx en seddel med "i dag skal vi bage småkager", sammen med en udstiksform. Det er også lidt nemmere at putte i en hjemmelavet pakkekalender. 

Vi har bevidst ikke en nisse boende, nissedør osv. da det blot vil blive for meget for pigerne pt. Måske vil det fungere når de bliver større, men pt ville det blot skabe for meget "larm", så det slet ikke ville være hyggeligt i sidste ende. Jeg nyder dog at følge med i de mange sjove nisseløjer, som andre laver og viser på bla. Instagram.

Hvad gør I hjemme hos jer? 





onsdag den 14. december 2016

Hvis jeg nu...

...skulle lave en ønskeseddel, så ville jeg ønske mig disse ting:

Fin lille snoet guldring, som skulle passe til langefingeren, fundet her

og denne ring, som skulle sidde på min pegefinger, fundet her


Balthazar fra Luckyboysunday, som bla. købes her

Nogle dejligt varme støvler, fra DuckFeet, som jeg fandt her

 Skønne gule flats fra ModCloth
 og disse røde, også fra Modcloth

Blå glimmersko! Dem fandt jeg også hos Modcloth

Jeg ville ønske mig en kalender fra Ordning & Reda, som jeg tidligere sværgede til. Dette år skulle den være græsgrøn:



Jeg ville også ønske mig de her, alle fra Donna Wilson:




og den ultimative parfume, nemlig Narciso Rodriguez 'for her', som har været min yndlingsduft siden jeg duftede til den i stormagasinet 'Gallerie Lafayette' i Paris,  da den blev lanceret. 
Stor var min skuffelse, da jeg ikke havde råd til at købe den på feriens sidste dag, 
så jeg måtte pænt vente til den kunne købes i Danmark. 

En ny neglelak ville heller ikke være tosset. Jeg har mere eller mindre altid brugt en postkasserød af slagsen, men ville ønske mig en mere koralrød denne gang, gerne fra Essie:


Strømpebukser ville også være en sikker ting at finde på min ønskeseddel, 
både de stribede og de ensfarvede, fra amerikanske WeloveColors, som laver strømpebukser i alle farver, og nærmest alle størrelser, så selv os bredmåse kan være med:



Til hjemmet ville jeg ønske mig noget Lotus porcelæn, den gamle model naturligvis:


Især bouillionkopper, med underskål:


Jeg ville også ønske at denne smukke vikle ikke var udsolgt, for så ville den også komme på ønskesedlen, så jeg kunne blødgøre den til lillebror kommer: 



Sikke mange ting jeg hurtigt kunne liste op! 
Jeg har dog ingen jeg skal give ønskesedler i år, så jeg må nøjes med at drømme.

Hvad ønsker du dig mon? 

tirsdag den 13. december 2016

Her bor Esther og Else Marguerite



I disse dage får jeg ryddet en del op og ud herhjemme, så der er plads til endnu en beboer til februar. Nøj der er mange ting, som man har liggende, men aldrig bruger længere!

Børneværelset er netop et sted, hvor der er mange ting, som ikke længere har børnenes opmærksomhed, men som ikke er blevet fjernet af den grund. Så det bliver bare til unødvendigt fyld, og rod som ingen gider rydde op. Videre med det!

Jeg fandt disse billeder på computeren af værelset, i dag ser der noget anderledes ud, men hvor er det hyggeligt at se udviklingen, fra én baby, til én tumling - pludselig var der en tumling og en baby, og nu to store piger, som alligevel stadig er små. Deres behov har ændret sig væsentligt, til trods for at det kun er lidt under fem år siden at Esther flyttede ind. Disse billeder er 2015.

I dag er der rykket gevaldigt om, der er kommet både bruser og et træ derind, en rutchebane og meget andet. Pt er jeg ved at indrette pusleplads til lillebror, og den helt store ændring til næste år bliver at vi skal have en køjeseng derind til pigerne. Jeg har kig på den fra Oliver Furniture, som jeg synes minder en anelse om junosengene, blot til større børn.


Dørskilte er fra Liebe


Bord og stole er fra Hukit, og har engang stået i en institution. 
Min søde søster hentede det for mig, helt nede på Lolland! 

 Junosengen er original fra 1942-43, Knagerække fra Eames, hunden fra Brio. 
Bogstavet købte vi på DBA. 

Skråskabet er oprindeligt lavet af min morfar, og hang i mange år i skuret i deres nyttehave, 
med kopper og glas. Senere kom det til min mor, og det hang i kælderen til min stedfars 
værktøj (oh gru!), indtil jeg byttede med nogle andre køkkenskabe, og fik dette op i mit køkken hvor det hang til der kom småfolk til. Siden har det hængt på børneværelset til puslespil.

Slagbænken tilskrives i dag Kaare Klint, og kaldes 'Børnebænken', 
men jeg har ikke kunne finde reel dokumentation på dette. Stolen til venstre hører til, 
og så findes der også et bord med skuffe, som vi desværre ikke har. 

Brian havde en lignende som barn, som han har ledt efter i mange år. Stor var derfor glæden, da jeg fandt denne hos Bettina/SeChloe i Odense. 

Bogstavsplakaten fik vi lavet af illustrator Mette Ehlers/ Ehlerstration. 

 Boghylderne bag døren er gallerihylder fra Ikea. De findes i forskellige længder. 

Junosengen er den originale fra 1942-43, hvorefter designet blev ændret. 
Snedker- og maleri-arbejdet på denne første model var simpelthem for dyrt til at de kunne tjene penge på modellen. Derfor blev designet ændret til den model de fleste kender i dag, og som også blev brugt i Lille-Per filmene. 

Det gamle fjernsyn fik jeg af min far for nogle år siden, da det stod til udsmidning hvor han boede. Det har sidenhen fungeret som sengebord, først hos mig og siden hos Esther. 




mandag den 12. december 2016

Hvad søndagen herhjemme blev brugt på...



Ganske pænt rod undervejs i processen...

Egentlig var det én af de nemme opgaver: Sæt en vange mere op, ved siden af det reolsystem som allerede hænger på væggen. Det ville vel tage maksimalt 3 kvarter, oprydning inkluderet. 4 huller i væggen og sådan...

- og rigtigt nok, pissenemt! ...lige indtil vi opdagede, at vangen ved siden af tilsyneladende havde rykket sig løs! Shit! Lige der hvor der står en masse musselmalet porcelæn, lige over hvor Esther sidder ved spisebordet. Så pludselig betød det at alle 4 vanger skulle ned, rykkes og op igen - denne gang med andre, større skruer og rawlplugs. 4 timer tog det sgu! Men nu sidder de der, det er sikkert, og ser pisseflot ud. Er egentlig mest taknemmelig for at vi opdagede det, førend der skete noget. Godt nok sidder hver vange fast med 4 store skruer, med når 3 ud af 4 er løse, så er det knapt så smart. Resten af reolsystemet sad perfekt, det er jo klart.

Så det gik vores 3. søndag i advent på. Væggen venter til stadighed på den der maling, som egentlig er indkøbt, men pt bliver det nok ikke realistisk at få det gjort inden lillebror kommer ud til os.

Når man nu er sådanne tosser, som både insisterer på at bo med gamle møbler, OG i en gammel slidt lejlighed, hvor alt skal sættes i stand før brug, så tager alting bare tusind år, og der er nærmest altid uforudsete ting som forsinker processen yderligere. Oh well, efter henholdvis 20 og 5 år i lejligheden her, så er vi efterhånden vant til det.


 Herhjemme er det B, som fører boremaskinen. Til gengæld er det mig som maler og den slags. 



Resultatet blev nu ganske pænt! Kai Kristiansens FM reol, som nu hænger både i stuen og i køkkenet.  Nu hvor alt det musselmalede er flyttet, er der dejligt meget plads til dims og den slags, som primært skal stå herude. Mere om det en anden dag...