onsdag den 25. maj 2016

Hverdagshjem gennem tiden

Det er altid så morsomt at kigge gamle billeder igennem. Jeg er desværre alt for dårlig til at huske at tage billeder, og før mobiltelefoner med ordentligt kamera, og tilhørende instagramkonto, tog jeg nærmest aldrig billeder. Det fortryder jeg da lidt i dag.

Der er en del mennesker, anledninger og steder jeg gerne ville have haft billeder af i dag, når jeg kigger tilbage. Dengang tænkte jeg ikke videre over det, men nu kan det da godt ærgre mig. Jeg har heller ikke mange billeder af/fra tidligere hjem, men har da trods alt nogle stykker.

 
Her boede jeg da jeg var ca 19 år. Det var omkring år 2000, hvor minimalisme var det helt store. Jeg havde endnu ikke så mange ting og møbler, så det passede meget godt. Det meste var købt i Ikea, men Wegner spisestolene havde jeg allerede dengang. Tænk at de har fulgt mig i så mange år! Krenitskålene på spisebordet har jeg også stadig.


Man aner lige puderne på Ikea-sofaen. De var syet af dust-bags fra Gucci tasker. haha. 



Nu er vi på Christianshavn. Jeg var lige mit i et brud fra kæresten gennem 6 år, og var flyttet ind i stuen, mens han boede i soveværelset. Ret utydeligt billede, taget med telefonen. Sofaen var den fineste sofa, hed 'Camilla' , som der stod på et mærke i siden... og stadig meget savnet. Den afgik ved døden nogle år senere.


Her er det jeg forbander min manglende iver for at tage billeder. Det er nemlig det eneste jeg har herfra Amagerport, hvor jeg boede på et værelse hos en megacool roommate. Nøj det var hyggeligt at bo der!
Kan stadig savne at bo lige der ved volden.


Nogle år senere. Ny kæreste, ny lejlighed - nu tilbage på Nørrebro. Ny sofa, som en slags erstatning for den gamle. Det blev aldrig det samme, og den kom videre nogle år senere.


Samme lejlighed, nyere indretning som var meget mere mig. 


Åh den skænk! Den var så god og fin og havde det ikke været pga manglende plads, 
var den aldrig blevet solgt. Tosset at man kan savne et møbel! 


Nøj hvor boede vi hvidt, når jeg ser på billederne! 

Sofaen er en biografsofa fra Gladsaxe Biograf, hvor jeg var flere gange med min far. Dengang ville jeg altid sidde på 'sofarækken', så da disse kom til salg ved en renovation, måtte jeg simpelthen eje en! 

Når jeg sidder og kigger på billederne nu, er der én ting jeg savner: Hvor ryddeligt og rent der er! haha.  


Det meget lille, men fine køkken. Jeg ville gerne have malet væggene, men det var et af de der kompromiser man må indgå i et forhold. Til gengæld fik jeg lov til at male gulvet! 

... og hvad så nu, her i det nuværende hverdagshjem? 

Her er en del flere ting. Flere farver. Færre katte og flere børn - og som følge deraf flere fedtfingre og rod i hjørnerne. Én af dagene må jeg tage en tur rundt med kamera herhjemme. Her er faktisk efterhånden ganske hyggeligt! 

Når man sådan sidder og kigger i de gamle billeder, er der flere ting der er sjove at tænke på. Hvor meget ens stil har ændret sig, er første ting. Hvor meget kompromis man kan blive nødt til at indgå, hvis ens partner ikke deler samme indretningsglæde som én selv. Hvilke møbler og ting der har fulgt én længe. Hvilke tanker man havde om indretning førhen.

Mit forrige og nuværende hjem er nok dem der er mest mig. Retro, tegneserielook, farver og striber, træ og planter. Jeg ville i hvertfald ikke kunne bo nu, som jeg gjorde i 2000.

i 2004 indgik jeg i øvrigt det dummeste kompromis nogensinde: Jeg malede mit smukke køkkenskråskab hvidt. Førhen stod det megaflot i teak. Æv! Men det var eneste mulighed for at min daværende kæreste ville gå med til at hænge det op. 

Har du altid boet med samme stil? 
Gået på dumme kompromiser? Boet mange steder? 

tirsdag den 24. maj 2016

Yndlingsplakaten


... fra dengang lørdag var en hverdag, prævention ikke var allemandseje, og de færreste børn reelt var planlagt og ønskede.


Den lå rullet sammen i kælderen, da jeg flyttede ind her, og B har haft den liggende der længe. Jeg synes den er helt fantastisk, fik den indrammet og hængt op.

mandag den 23. maj 2016

Plantebyttedag hos Dyrk Nørrebro

Forrige søndag var vi forbi Dyrk Nørrebros hemmelige have, som ligger på toppen af Blågårdsskolen. Helt oppe på taget, er der nemlig sat plantekasser,drivhus, anlagt højbede og plantet frugtræer. Der er endda en masse bybier, der bor i små huse, på hver side af haven. En lille, godt gemt, grøn oase, som man kommer op til ved at tage elevatoren op på taget. Genialt!






Nå, men Dyrk Nørrebro havde inviteret til Plantebyttedag, hvor alle kunne komme forbi, medbringe et par planter og snuppe nogle andre med hjem.

Jeg havde fyldt en kasse med stiklinger, og var meget spændt på at se hvad det var for noget. Jeg regnede ikke med at skulle have noget særligt med hjem, måske et par stykker.


Det var fantastisk!

Vi endte med at fylde kassen med nye planter, både til indenfor og til altanen: Mølplante, sukkulent og to ukendte spirer til indenfor, hindbær, tallerkensmækkere og appelsin-tagetes til altanen. Vi købte også en urtepotte med ærteplanter i, og noget af Dyrk Nørrebros egen åletang (som gir mineraler til jorden) og brændenældegødning. Spændende!


De havde bagt kager og boller som man kunne købe, der var ren honning i blokke, og kaffe på kanden.

Jeg kan varmt anbefale at tjekke dem ud, de er både på instagram og facebook - og kom endelig med til næste plantebyttedag, det er både hyggeligt, og en god måde at få nye spændende planter.

Da jeg kom hjem med de mange nye planter, kunne jeg godt se at der måske var lidt pladsmangel på altanen... så jeg skyndte mig at tage vores ærteblomster op, og tog så en 2. runde på taget, medbringende ærteblomster og musehaleaks. haha! (med hjem kom så en lille pilea og en ukendt lille stikling, som Else Marguerite insisterede på skulle med hjem, og stå på hendes værelse).


Lidt pudsigt var det nu, at vi kunne se udover vores andelsforenings tage, 
og det igangværende kvistbyggeri.



torsdag den 19. maj 2016

Else Marguerite



Else Marguerite blev født en februardag i 2014. 

Det var en helt anden oplevelse at skulle blive mor anden gang, end det havde været første gang. Dels kom hun indenfor terminsperioden, og dels var vi jo ligesom inde i 'gamet' med at være nogens forældre. Det var fantastisk at få lov til at få en rolig start, og alting gik bare så dejligt nemt. 

I dag er hun 2 år og 3 måneder, og hendes personlighed er for alvor begyndt at skinne igennem. Hun er for det meste en rigtig glad lille pige, med masser af gå-på-mod og fuld fart frem. Hun er megastærk med sproget, og taler allerede lange sætninger, og kender ord som andre toårige ikke kender. Lidt pudsigt, når storesøsteren var noget sen med sproget. I det hele taget er det ret forunderligt, hvor forskellige to børn kan være, til trods for at de deler de samme gener.

Else er opkaldt efter sin oldemor, B's elskede mormor. Min gudmor hed desuden også Else, så lidt fra hende er det også. Marguerite kommer fra en af mine yndlingsskuespillerinder, Marguerite Viby.



Så lille og ny! 
Den uundværlige strækvikle ligger i baggrunden, nøj hvor er jeg glad for at vi allerede 
med barn nummer et opdagede hvor fantastisk sådan en vikle er.


Åh den undertrøje var én af favoritterne! 
Den er naturligvis gemt, nænner slet ikke at skille mig af med favorittingene fra da pigerne var små. Det kommer måske en dag...


Mega glad baby til stimulastik.

Begge piger har gået til stimulastik hos Solvej Darré, på kapelvej her på Nørrebro.
Det var virkelig penge givet godt ud, og både barn og forældre nød at være med.
Læs mere om stimulastik på Solvejs website: www.stimulastik.com



Til fotografen, julen 2015.







tirsdag den 17. maj 2016

Lidt om hverdagshjemmet. Mit hjem.

Jeg har snart boet her i Rabarberlandet i 5 år. I starten vidste jeg slet ikke at jeg skulle blive boende, der troede jeg egentlig bare at jeg skulle leje et værelse. Sidenhen endte jeg med at blive gift med ham der havde lejligheden, og fik endda to døtre sammen med ham. Nu bliver jeg sgu nok boende!  

B flyttede ind for omkring 20 år siden, dengang med hans daværende kæreste. I starten boede de i en toværelses, og senere købte de nabolejligheden og sammenlagde dem. Det havde begge to været kommunale lejelejligheder igennem MANGE år, og standen på dem var bestemt ikke den bedste. Det var mildest talt to 'håndværkertilbud'!

De gik igang med istandsættelsen, men hver eneste gang de begyndte på noget nyt, var det et kæmpe arbejde: Lofter faldt ned, el var aldrig blevet moderniseret og lå i rør udenpå væggene, væggenes puds faldt ned sammen med et gamle tapet osv. Alle gulve trængte til en høvling og ny lak, og alt træværk var bare slidt. Der var intet bad i lejlighederne, og ikke engang indlagt vand på toilettet - og meget, meget mere. Sikke en opgave! De indkøbte maling (som senere viste sig at være noget værre møg, hvorfor alt træværk skal males om), træpaneler (der lige skulle bestilles på en listefabrik, da de ikke længere var i produktion), og smøgede ærmerne gevaldigt op! 

Efter nogle år var lejligheden ok beboelig, men så gik de i stå. Ingen af dem var håndværkertypen, og med fuldtidsarbejde ved siden af, er der vidst grænser for hvor længe den der gejst kan holdes oppe. Man kan leve med meget, og det gjorde de. Det fungerede jo, og livet ville at de skulle bruge alt deres krudt på andre ting. 

Derfor er der stadig en del arbejde der skal gøres, her i hjemmet der nu også er blevet mit. Det første år jeg boede her, fik vi lavet en masse, men der var der selvfølgelig heller ingen børn der tog vores tid. Så kom først Esther, og sidenhen Else Marguerite, og så gik vi da helt i stå med den renovering! Samtidig ville vi gerne vente med det store malearbejde, så længe børnene var helt små. 

I dag bor vi jo bare herhjemme på godt og ondt, lever med en masse ting 'der burde ordnes', og prøver at lave lidt hen ad vejen. Det går da egentlig ok, men ih hvor ville det være dejligt med et fiks og færdigt hjem! Måske vi når det en dag? 

Det sjove er, at det er smadder svært at se de KÆMPE ændringer der allerede er sket, netop fordi der stadig er lang vej igen. Jeg har fra starten af taget en del billeder der dokumenterede processen, netop af samme årsag, og her til aften sad jeg og kiggede i nogle af dem, der ligger på min computer. Jeg havde allerede glemt hvordan her så ud, da jeg flyttede ind, og blev helt nostalgisk ved at gense nogle af de ting vi har fikset undervejs. Vi har været drønuheldige med håndværkere, men har heldigvis også mødt nogle fantastisk gode undervejs. Vi har fået lavet nogle fine løsninger, men desværre også ting der burde laves om. Sådan er det vidst altid med de større projekter?

Her efter at have genset de mange proces-billeder, er jeg blevet helt grebet, og kan næsten ikke vente med at komme videre. Nu må vi se hvad de der børn lader os slippe afsted med, de passer jo ikke sig selv.


... fra dengang det gamle køkken stadig stod. Ih nu kan jeg helt savne det! Det var megasmåt, upraktisk, slidt, dårligt med bordplads osv - men det var det originale køkken og det havde da også sin charme, ikk?  (vi gemte alle skabslåger mm i ønsket om en dag at bygge et tilsvarende, blot mere tidssvarende køkken)

 ... fra dengang Otto Missekat, aka Otto Brandenburg, flyttede ind. Ih hvor var han verdens sødeste bamsekat! Det er han nu stadig, men nu er tiden ikke rigtig til at give ham den opmærksomhed som han fortjener. Vi har i to omgange forsøgt at finde nyt hjem til ham, da han ikke trivedes med små børn, men måtte opgive. Nu er han snart en ældre missekat, og sover alligevel det meste af tiden - om dagen under sengen.

 ... fra dengang alting inde i stuen skulle spartles, have filt og males. Det her var en pæn væg! 

 ... fra dengang der stod stiger i nærmest alle rum.


 ... fra dengang stuen var spartlet færdig, og havde fået filt. Nu kunne vi endelig male! 

 ... fra dengang stuen havde fået hvid maling over det hele, både loft og vægge.


 ... fra dengang stuen stod flot hvid (før den grå maling kom op)


 ... fra dengang entrén havde gennemgået den største forvandling, men der var meget meget lang vej endnu! (det er der stadig... ehem)

 ...fra dengang vi fik en altan. Heldigvis skulle vi ikke opsætte noget, men kunne følge processen indefra.


...fra dengang køkkenet blev sat op. Vi drømte om et helt andet køkken, men havde slet ikke overskuddet, med lille præmatur datter. Derfor valgte vi ikea løsningen, den allerbilligste, da det kun skulle være midlertidigt. Vi lever stadig med det, men drømmer om den flotte løsning. Dog er der kommet bordplade og greb mm på sidenhen! 

mandag den 16. maj 2016

Planten med affektionsværdi

Herhjemme er der efterhånden en del grønne planter, men én af dem er helt speciel. Den har fulgt mig i en del år, og mange venner og bekendte har igennem årene fået stiklinger af denne grønne sag, der angiveligt stammer fra min oldefars hjem ( og han døde altså i 1990).

Musehale-planten, krafthelvedesplanten, oldefarplanten, musehaleaks. Kært barn har mange navne, men én ting er sikker: Den er god til begyndere, da den er svær at slå ihjel, og den er nem at lave nye planter fra. Den blomstrer 1-2 gange om året, hvor der kommer nogle lidt spøjse '"blomster", der ligner musehaler. Når de er færdige med at blomstre, falder de af.


Den stod i en alt for lille potte, som den alt for længe har været henvist til. Jeg synes det er SÅ svært at finde store potter, der er pæne! I forrige uge fandt jeg dog denne fra Bloomingville, købt i Nova møbler på Nørrebrogade, og så kunne oldefarplanten få nyt hjem.

Desværre havde den gamle potte været for lille for længe, så rødderne sad fast, og da jeg endelig fik planten befriet, blev 1/2 delen af rødderne siddende i potten. Av! Så den store, flotte plante blev pludselig halveret i bredden, og jeg stod med 9 store stiklinger, som skulle i potter/vand.

Den var ellers så stor og flot, og fyldig på den helt rigtige måde. Det bliver den forhåbentlig igen!




Jeg har aldrig helt fattet hvad der er bedst i forhold til stiklinger og roddannelse: vand eller fugtig jord? Nu prøver jeg begge dele, tænkte jeg! Her er dem i jord. De klarede sig i øvrigt begge to lige godt, så måske det er en smagssag?

I skrivende stund er de fleste kommet videre til nye hjem, det er altså lidt hyggeligt at tænke på! 


søndag den 8. maj 2016

Søskende

Nogle gange skændes de, andre gange slås de. Men heldigvis er de det meste af tiden allerbedste venner.

Esther og Else Marguerite.