onsdag den 25. maj 2016

Hverdagshjem gennem tiden

Det er altid så morsomt at kigge gamle billeder igennem. Jeg er desværre alt for dårlig til at huske at tage billeder, og før mobiltelefoner med ordentligt kamera, og tilhørende instagramkonto, tog jeg nærmest aldrig billeder. Det fortryder jeg da lidt i dag.

Der er en del mennesker, anledninger og steder jeg gerne ville have haft billeder af i dag, når jeg kigger tilbage. Dengang tænkte jeg ikke videre over det, men nu kan det da godt ærgre mig. Jeg har heller ikke mange billeder af/fra tidligere hjem, men har da trods alt nogle stykker.

 
Her boede jeg da jeg var ca 19 år. Det var omkring år 2000, hvor minimalisme var det helt store. Jeg havde endnu ikke så mange ting og møbler, så det passede meget godt. Det meste var købt i Ikea, men Wegner spisestolene havde jeg allerede dengang. Tænk at de har fulgt mig i så mange år! Krenitskålene på spisebordet har jeg også stadig.


Man aner lige puderne på Ikea-sofaen. De var syet af dust-bags fra Gucci tasker. haha. 



Nu er vi på Christianshavn. Jeg var lige mit i et brud fra kæresten gennem 6 år, og var flyttet ind i stuen, mens han boede i soveværelset. Ret utydeligt billede, taget med telefonen. Sofaen var den fineste sofa, hed 'Camilla' , som der stod på et mærke i siden... og stadig meget savnet. Den afgik ved døden nogle år senere.


Her er det jeg forbander min manglende iver for at tage billeder. Det er nemlig det eneste jeg har herfra Amagerport, hvor jeg boede på et værelse hos en megacool roommate. Nøj det var hyggeligt at bo der!
Kan stadig savne at bo lige der ved volden.


Nogle år senere. Ny kæreste, ny lejlighed - nu tilbage på Nørrebro. Ny sofa, som en slags erstatning for den gamle. Det blev aldrig det samme, og den kom videre nogle år senere.


Samme lejlighed, nyere indretning som var meget mere mig. 


Åh den skænk! Den var så god og fin og havde det ikke været pga manglende plads, 
var den aldrig blevet solgt. Tosset at man kan savne et møbel! 


Nøj hvor boede vi hvidt, når jeg ser på billederne! 

Sofaen er en biografsofa fra Gladsaxe Biograf, hvor jeg var flere gange med min far. Dengang ville jeg altid sidde på 'sofarækken', så da disse kom til salg ved en renovation, måtte jeg simpelthen eje en! 

Når jeg sidder og kigger på billederne nu, er der én ting jeg savner: Hvor ryddeligt og rent der er! haha.  


Det meget lille, men fine køkken. Jeg ville gerne have malet væggene, men det var et af de der kompromiser man må indgå i et forhold. Til gengæld fik jeg lov til at male gulvet! 

... og hvad så nu, her i det nuværende hverdagshjem? 

Her er en del flere ting. Flere farver. Færre katte og flere børn - og som følge deraf flere fedtfingre og rod i hjørnerne. Én af dagene må jeg tage en tur rundt med kamera herhjemme. Her er faktisk efterhånden ganske hyggeligt! 

Når man sådan sidder og kigger i de gamle billeder, er der flere ting der er sjove at tænke på. Hvor meget ens stil har ændret sig, er første ting. Hvor meget kompromis man kan blive nødt til at indgå, hvis ens partner ikke deler samme indretningsglæde som én selv. Hvilke møbler og ting der har fulgt én længe. Hvilke tanker man havde om indretning førhen.

Mit forrige og nuværende hjem er nok dem der er mest mig. Retro, tegneserielook, farver og striber, træ og planter. Jeg ville i hvertfald ikke kunne bo nu, som jeg gjorde i 2000.

i 2004 indgik jeg i øvrigt det dummeste kompromis nogensinde: Jeg malede mit smukke køkkenskråskab hvidt. Førhen stod det megaflot i teak. Æv! Men det var eneste mulighed for at min daværende kæreste ville gå med til at hænge det op. 

Har du altid boet med samme stil? 
Gået på dumme kompromiser? Boet mange steder? 

Ingen kommentarer: