mandag den 23. maj 2016

Plantebyttedag hos Dyrk Nørrebro

Forrige søndag var vi forbi Dyrk Nørrebros hemmelige have, som ligger på toppen af Blågårdsskolen. Helt oppe på taget, er der nemlig sat plantekasser,drivhus, anlagt højbede og plantet frugtræer. Der er endda en masse bybier, der bor i små huse, på hver side af haven. En lille, godt gemt, grøn oase, som man kommer op til ved at tage elevatoren op på taget. Genialt!






Nå, men Dyrk Nørrebro havde inviteret til Plantebyttedag, hvor alle kunne komme forbi, medbringe et par planter og snuppe nogle andre med hjem.

Jeg havde fyldt en kasse med stiklinger, og var meget spændt på at se hvad det var for noget. Jeg regnede ikke med at skulle have noget særligt med hjem, måske et par stykker.


Det var fantastisk!

Vi endte med at fylde kassen med nye planter, både til indenfor og til altanen: Mølplante, sukkulent og to ukendte spirer til indenfor, hindbær, tallerkensmækkere og appelsin-tagetes til altanen. Vi købte også en urtepotte med ærteplanter i, og noget af Dyrk Nørrebros egen åletang (som gir mineraler til jorden) og brændenældegødning. Spændende!


De havde bagt kager og boller som man kunne købe, der var ren honning i blokke, og kaffe på kanden.

Jeg kan varmt anbefale at tjekke dem ud, de er både på instagram og facebook - og kom endelig med til næste plantebyttedag, det er både hyggeligt, og en god måde at få nye spændende planter.

Da jeg kom hjem med de mange nye planter, kunne jeg godt se at der måske var lidt pladsmangel på altanen... så jeg skyndte mig at tage vores ærteblomster op, og tog så en 2. runde på taget, medbringende ærteblomster og musehaleaks. haha! (med hjem kom så en lille pilea og en ukendt lille stikling, som Else Marguerite insisterede på skulle med hjem, og stå på hendes værelse).


Lidt pudsigt var det nu, at vi kunne se udover vores andelsforenings tage, 
og det igangværende kvistbyggeri.



Ingen kommentarer: