lørdag den 21. januar 2012

Loppis i kælderen... I love it!

I dag har vi været i kælderen.

Når man er kæreste med en tidligere gårdmand, og endnu værre klunser end én selv, må det nødvendigvis betyde skatte i kælderen, og mere end ét kælderrum. Desværre/ heldigvis besluttede man her i andelsforeningen, at opsige de ekstra kælderrums-lejeaftaler der var, så vi skulle så liiige tømme 2 kælderrum med det vuns (som om det overhovedet er muligt??!!). Nå, men det bliver gjort nu, og vi er godt i gang. I dag fik vi brugt en god del timer dernede, og sorteret ud og leget skattejagt. Der er MEGET junk i sådanne kælderrum, men der er også rimeligt fede sager, så det er bestemt tiden værd!

I dag fandt vi blandt andet en gammel vægt, der både er personvægt og pakkevægt, fancy lamper, gammelt skrivegrej, Hr. Æble's gamle skateboards, en gammel arkivkasse med ubrugte ark og meget mere. (at jeg så ikke aner hvor det skal være, er en anden sag. ehem).

Vi fandt blandt andet denne lampe:


som jeg ikke lige kendte i forvejen. Den blev designet af Louis Weisdorf i midt 60'erne, kaldes "Konkylie", og blev faktisk mere eller mindre designet til Tivoli, hvor den hang udenfor, i træerne! Uha, det lyder jo bestemt ikke dårligt! Den er nu primært til indendørs brug, hvor den giver et virkelig fint og hyggeligt lys.

Oprindeligt ville Weisdorf have den i svagt mælkefarvet, men transparent plastik, så den gav et bedre, generelt lys - men Tivoli ville nu have den gyldne, metal version, så sådan blev det! Den blev senere også lavet i 2 andre versioner - begge sølv i stedet for guld,  og med forskellige farver indeni. En kæmpe succes blev den aldrig herhjemme, men den solgte fint i udlandet, bla. i USA. Lidt sjov er dog, at man ikke ved præcis hvor længe den var i produktion, eller hvor mange der blev lavet... andet end at det ikke var særligt mange.

Nå, men nu ligger den fint i en flyttekasse og venter på at skulle op og hænge et sted herhjemme i Rabarberhjemmet, hvor ved jeg ikke, men op - dét skal den! (også selvom jeg ikke synes den er SÅ fin i dagslys. Men ud fra billeder er den virkelig fin om aftenen, og historien bag den er da meget sjov synes jeg).

Jeg googlede den lige, og den står skisme i en 3000 kr. Alligevel meget godt for et kælderfund, som Hr. Æble har haft liggende i x antal år, og sikkert har klunset i storskrald, skulle jeg mene. Endnu en grund til at kigge storskrald efter - udover det åbenlyst gode i at genanvende i stedet for altid at købe nyt og smide ud, så kan man også finde ting der faktisk er penge værd!

Nu er det sengetid - i morgen venter en LANG dag i kælderen, der er meget endnu! 

ps: Vi fandt også en masse mælkeflasker, som jeg tænker at sælge billigt via bloggen, hvis nogen er interesserede? De kommer op herinde en dag, jeg liige får dem med op, og får taget billeder. Jeg bruger dem til blomster osv, og synes de er meget fine at have stående. 

pps: Vi fandt også en masse soveposer, liggeunderlag, varmt tøj der ikke længere er moderne/passer og sko og støvler. Dem får de hjemløses hus i næste uge, for de kan nemlig godt bruge den slags. Husk det, hvis du står og skal smide sådanne sager ud - det er ting der gør en kæmpe forskel for dem, der desværre må sove udenfor i al slags vejr. Det er direkte tåbeligt at smide sådan noget ud, når det måske er dét der skal til, for at holde en anden varm om natten - og de er ligeglade med, om det er nyeste mode, har en lille plet eller andre småting som vi andre nogen gange kan være fjollede med.

6 kommentarer:

Sine sagde ...

Den er fed, den lampe.

Stinne sagde ...

fuck hvor er den fed.... den måtte gerne bo her, men sådan en får jeg vist aldrig råd til. Men flot det er den

Camille sagde ...

Ja, jo mere jeg tænker over det, jo federe synes jeg den er! (og jeg havde nu heller ikke råd til den, hvis den ikke tilfældigvis lå i kælderen. Nu skal den "bare" have en grundig rengøring, måske en ny fatning?, ledning og så er den klar.)

pernille|illustrafil.dk sagde ...

Det er da en suuuperfed lampe! Jeg skal da liiige ned i kælderen og se, om vi har sådan een liggende... nåe nej, vi har ikke engang en kælder :-) Tillykke med fundet!

Camille sagde ...

hahaha ja, nu har vi heldigvis (eller desværre?) heller ikke sådan en kælder længere. Det var hårdt at sortere, men også fedt så længe det varede.

Nu er der blot nogle hylder der mangler, så er alt flyttet og sorteret! Sidder netop nu og venter på at nogen kommer og henter 14 flyttekasser til genbrug.

Mille sagde ...

Er i gang med at se "Rejseholdet" og i afsnit 22 (tror jeg nok) er lampen vist flere gange. Ingrid Dahl står og snakker med sin svenske elsker, hvis jeg husker rigtig, og der ser man lampen i flere vinkler. Jeg er ret sikker på det er samme lampe, men hvilket hotel det er optaget på aner jeg ikke.