torsdag den 5. januar 2012

Hjertestrik fra svigermor

Jeg nåede desværre aldrig at møde min svigermor, da hun gik bort et års tid før jeg blev kærester med ham der Hr. Æble. Noget jeg egentlig er ret trist over, da jeg er ret sikker på, at hun ville have været verdens sødeste svigermor! Jeg elsker at se på billederne af hende, især fra dengang min svigerinde var en lille pige, og de to var så fint klædte og smilede stort på billederne, blandt andet fra Tivoli her i København. 

Selvom jeg aldrig havde fornøjelsen af at møde hende, er jeg så heldig at jeg har arvet nogle fine sager fra hende, blandt andet denne cardigan, som nu er blevet repareret og vasket, så jeg i dag kan have den på for første gang. Hun har haft den så længe Hr. Æble kan huske, han mener den er fra slut 50erne eller start 60erne - og han er så glad så glad for at jeg kunne passe den, og blev rigtig glad for den (ja, at den nu er min yndlingscardigan!)

Nogle af knapperne er engang faldet af, og blevet erstattet med nye, så der i dag er 3 forskellige slags knapper i den. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal forsøge at finde flere knapper,
der er magen til den slags der er flest af, eller om jeg skal lade dem sidde som de er.

Den er fra "Hjerte strik"  - er det ikke bare et vidunderligt navn?!

Dengang Hr. Æble gemte den, havde han næppe forestillet sig, at han skulle møde en ny kæreste under et år senere, som ville knuselske den gamle cardigan, men han nænnede ikke at den skulle smides ud, når han husker den fra hele sin barndom. Pudsigt, som livet nogen gange tager drejninger man ikke havde set komme, og ting man har gemt en dag atter kan komme til sin ret og blive brugt påny.

Jeg er i hvert fald meget glad for den fine blå cardigan, så tusind tak Hr. Æble (og tak svigermor, hvor du end er nu. Jeg skal nok passe godt på den!)



5 kommentarer:

Alice M sagde ...

Jeg har arvet min mormors knapsamling så hvis du nu tager et nærbillede af knappen så vil jeg gerne se om der skulle være sådan nogle blandt...

Tante blaa sagde ...

Ej, hvor er det en sød historie. Og hvor er cardiganen fin!

Tænk, at en mand husker sådan en bluse og gemmer den. Jeg tror den slags mænd er særdeles sjældne. Han lyder virkelig skøn.

Hjertestrik, ih, det er SÅ fint.

Jenny sagde ...

Det er bare verdens bedste fortælling! Nok til at jeg kommer tilbage hertil og læser mange flere :)

Det er trist, at du aldrig har mødt din svigermor, men hun lever videre i mange ting eksempelvis hr. æble og i dig via den blå cardigan og på den måde kender du hende lidt alligevel tror jeg.

God aften.

Kh. Jenny

fasterfis sagde ...

Fineste minde! Fantastisk den passer dig, og snart er du nogens mor, som vil huske dig i den. Fint, hele vejen igennem!

Camille sagde ...

Alice, det ville da være fantastisk! Og super god idé - måske sidder der andre der lige har en knap magen til, så det kan blive ens hele vejen. Måske er jeg heldig! Det vil jeg da bestemt gøre!

og ja, det er så fin en historie, og gør mig endnu gladere for cardigan'en, der lige faldt i min smag.

Fasterfis, dét havde jeg ikke tænkt på. Orv! <3