Basta!

Indrømmet. Det virker som en dramaqueen-ting det her, I know. Det ene øjeblik annoncerer jeg, at jeg lukker bloggen og flytter videre. Det næste øjeblik kommer jeg så med det her indlæg. Men sådan må det blive, og jeg kan mærke at der ingen vej er udenom.

Jeg har tænkt. Tænkt noget mere - og så lidt til. Jeg fandt at det bedste ville være at starte på en frisk, ny blog, nyt navn, nyt, nyt, nyt. Jeg skrev et farvel og på gensyn, og tænkte at dét var det. En del af jer kommenterede, og det var - og er - jeg taknemmelig for. I er søde!

Meningen var, at jeg ville i tænkeboks. Hvad skulle den nye blog hedde? Hvordan skulle det være, når jeg åbnede op igen? Hvilken navn er mig?

Så blev der endnu engang tænkt, og ved du hvad? Jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med tanken! Der er MASSER af gode navne på min liste, men det var bare ikke dét... for hvad er det der er mig? Det er sgu da "hverdagshjem"! Basta! Så jeg flytter altså ingen steder!

Nu sidder du måske og tænker... jamen hvorfor ville du overhovedet flytte til en ny blog? Det er der faktisk flere ret gode grunde til, som jeg egentlig ikke har lyst til at udpensle her, da de er af privat karakter. Hvad jeg dog vil skrive om dén sag er dog, at når man vælger at blogge, og dermed skrive om sit liv ud til verdenen, er det netop ud til hele verdenen, uden at man selv kan styre hvem der sidder på den anden side af skærmen og læser med. Det er ikke noget man (læs: jeg) som sådan tænker over i det daglige, udover det faktum at jeg skriver personligt, aldrig privat. Men når ens liv tager nogle drejninger, så kommer det pludseligt tæt på, og man gør sig overvejelser og erfaringer. I det sidste halve år har mit liv ændret sig markant, og der er sket så mange, store ændringer, at det har været svært at følge med. Jeg har dog, somehow, manøvret mig igennem ved hjælp af én vigtig medspiller: mavefornemmelsen.

Men nu skriver jeg som altid en hulens masse, for jeg kan slet ikke stoppe, når først jeg er kommet i gang. Godt jeg ikke er tekstforfatter og skal begrænse mig, hva? :D 

Faktum er, at jeg ikke går nogen steder. Jeg ved, at der sidder nogen på den anden side af skærmen, der har det svært ved visse ting. Til jer, vil jeg blot sige: Livet går videre, og har sin helt egen, forunderlige måde at tage fusen på os. Dét er vigtigt at huske på! Jeg ved, at nogle ting kan være svære at forstå, men det behøves ikke at være dårligt af den grund.

Jeg kan stå 100 procent inde for det jeg gør og laver, så jeg vil ikke flytte eller starte på en frisk, dét er der ikke brug for!

Måske skulle man holde genindflytter-fest med et nyt layout og en give-away? Det kunne være herligt!

ps: jo, jeg gjorde blandt andet det - for mange - utænkelige, at møde en ny kæreste forholdsvis kort tid efter et forlist forhold. (- det gjorde min kære Hr. Lee desuden også, og de har det rigtigt godt sammen, så det er faktisk i mine øjne en ret god ting, for alle parter).

pps: der skete også en anden ting, der nok måske er dén ting der har størst betydning i det lange løb. Men det gider jeg ikke fortælle om her, for det fortjener sit eget indlæg. haha!

ppps: jeg bor stadig på Nørrebro, og har aldrig tænkt mig at flytte. I hvert fald ikke med min gode vilje, eller medmindre der bliver råd til en stor lejlighed på Christianshavn.

pppps: bloggen ændrer en anelse karakter, men i det store hele forbliver den som den altid har været, for dét kan jeg egentlig godt li'.

 ...billedet har jeg fundet et sted på nettet, men husker desværre ikke hvor. Skriv til mig, hvis jeg skal fjerne det, 

så gør jeg det sporenstregs! Men det er fint, og det er næsten udenfor mit vindue.