Lise mødte vi for en uge siden... på en regnfuld og stormende tirsdag. Vi var nede på genbrugspladsen med lidt sager til byttehjørnet, da en dame kom ned og lagde hende på en hylde. Jeg MÅTTE lige se hvad det nu var, og ih altså - den fine dukke skulle da ikke ligge der, alene i regnen!
Da jeg havde lagt dukken ned i min pose, kom damen tilbage med flere sager, og jeg måtte da fortælle hende at jeg altså ikke havde kunne bære at se den fine dukke ligge der på hylden, så hende havde jeg snuppet. Jeg fik at vide, at hun blev født i 1955, hed Lise og var hendes allerførste dukke. "- det hedder hun skam stadigvæk!", udbrød jeg, "og nu er hun en ny lille piges allerførste dukke", og hentydede til min runde mave. Tænk hvor så damen pludselig glad ud!
Det er nu nok ikke sådan en dukke man leger med... mere én der sidder og er fin på en hylde,
og så kan man lege lidt med hende under opsyn senere, tænker jeg.
Da vi kom hjem, opdagede jeg dette på ryggen af Lise:
Med google's hjælp kunne jeg finde frem til, at det er en skildpaddedukke fra Tyskland. Hun er lavet i materialet Tortulon, der afløste Celluloid i 1954, Celluloid er jo ganske brandfarligt, så Tortulon (der er firmaets eget varemærke), var en ny type plastik der var mindre brandfarligt, og samtidigt mere robust.
Jeg fandt endda en dukke magen til, blot med originalt tøj på... på auktion til foreløbig 95 euro! Det svarer ca. til 700 danske kroner, så den fine Lise er ikke bare fin, hun er også penge værd. Gad vide om hendes første ejer vidste det, da hun lagde hende ned i byttehjørnet?
Uanset hvad, så er værdien i kroner og øre ligegyldig - Dukke Lise er meget mere værd for os, og nu får hun atter engang lov til at være en lille piges allerførste dukke.















