fredag den 25. november 2016

Alle gode gange tre!

I mit forrige indlæg løftede jeg sløret for en større nyhed, her i hverdagshjemmet: 

Vi skal have en baby! 



Altså det er jo ikke første gang, men hele tredje gang, at vi får lov til at komme med sådan en nyhed, som dog ikke bliver ringere af den grund. 

Vi er tilsyneladende så smarte. at vi holder os til at få børn på ca samme tidspunkt, så denne gang er terminsdatoen midt imellem de to andre børns fødselsdage. Snedigt! Det er meget lettere at forklare de to andre børn, at lillebror (for sådan én er det nemlig!) kommer til deres fødselsdag, OG han har gaver med til dem! 

De glæder sig virkelig meget, selvom de er lidt mopsede over at det er en dreng, når nu de hellere ville have en lillesøster. Vi andre skulle nu også lige vænne os til tanken, om at der kommer en DRENG (gisp!), og ikke en pige som vi er "vant" til. Derfor er jeg glad for at vi alligevel fik kønnet at vide denne gang, i modsætning til sidst, hvor Else Marguerite kom og overraskede os. Selvom der ingen garantier er, var vi så sikre på, at vi da skulle have en pige mere, at vi havde fundet et pigenavn vi var enige om, men intet drengenavn. Nu kan vi så gå og tænke og tænke over det navn, for vi er slet ikke enige! Tænk hvis vi havde været SÅ sikre på at skulle have endnu en lille pige, og der så kom en dreng til fødslen - tror nu nok at jeg havde set lidt sjov ud i ansigtet, haha. Ikke at der er noget galt i at få en dreng, men regner man med en pige, er det altså lidt mærkeligt at få en dreng.

I det hele taget er det med kønnet noget mærkeligt noget, synes jeg. Når det er tredje barn, og de to første er af samme køn, tror de fleste at man kun får nummer tre, fordi man vil have ' det andet'. Flere har udtrykt, at de da håbede at det blev en dreng, når nu vi har to piger. Sådan har vi selv slet ikke haft det! Det bliver da spændende og skønt at skulle have en lille dreng i huset, men for os var det slet ikke derfor vi nu skal have barn nr tre. 


Ingen kommentarer: