fredag den 18. december 2015

Honey, I'm home!


Hej!

Fire år. er der snart gået, men sommetider føles det som om der er gået et helt liv. Der er sket SÅ meget, både på den personlige front, men også på hele blogger-området. Mon der stadig er plads til mig i bloggerland?

Jeg savner jer! Savner at blogge, inspirere og blive inspireret. Jeg savner at tage billeder til bloggen, og følge med hos jer andre. Jeg har en følelse af, at bloggerland i dag i stor stil er de skrevne blogs, uden så mange billeder? Jeg vil nu gerne fortsætte som jeg plejede, men føler også at denne knap fireårige bloggerpause kræver nogle ord.

Jeg startede med at blogge et andet sted, da jeg af flere personlige årsager ikke følte at jeg kunne blive ved her. Men så var der jo også lige hende den lillebitte Baby Esther, som stjal det meste af min tid. Dengang troede jeg jo bare at det var mig, der ikke kunne finde ud af det, ikke kunne få det til at gå op. Men så blev jeg klogere. I dag ved jeg at det ikke bare er sådan at få et barn, det kan både være meget nemmere og meget værre. Men faktum er, at den første tid som mor for mig, var en virkelig svær og hård tid. Esther kom 1,5 måned for tidligt, og det havde altså nogle konsekvenser. Samtidig havde jeg ikke den opbakning som jeg havde brug for, fra baglandet. Vi - min mand og jeg - stod ofte alene, og skulle dels opfinde den dybe tallerken, og dels håndtere en masse bøvl fra dem der mente, at vi slet ikke havde brug for en dyb tallerken, men en fin flad tallerken. Det var bare ikke vores virkelighed, og vi forstod ikke dengang, at det var ok at alting ikke er som 'man' mener de skal være.



I dag er der gået knap fire år, og vi er kommet en del videre, er blevet klogere - og ikke mindst: Vi har endda fået en datter mere, som nu er knap to år. At blive forældre anden gang, var en helt anden oplevelse. Else Marguerite er også en sensitiv pige, men på mange punkter er hun helt anderledes end Esther. De er skønne på hver deres måde, og beriger vores liv hver dag.


Siden sidst har jeg også mistet begge mine forældre.
Min far døde pludseligt sidste år, uden varsel. Trods obduktion fandt man aldrig en påviselig dødsårsag. Jeg savner ham hver evigt eneste dag, og ville sådan ønske at tingene havde været anderledes. Min mor lever stadig, men jeg har desværre måtte tage den hårde og svære beslutning, at hun ikke længere skal være i vores liv. Det var svært, rigtig svært! Når man tilmed har to små børn, der godt kan lide deres mormor og bedstefar, er det en beslutning der gør ondt indeni. Men den er ikke kommet 'over-night', og årsagerne til den er der jo en grund til, som jeg desværre ikke kan ændre.

Hjemmet er stadig ikke "på plads", og så pænt som vi kunne ønske os. Men vi er godt på vej! Pt er alle rum beboelige og vores hverdag fungerer. Det er dejligt! Vi mangler en del endnu, men er godt på vej, og det overordnede er på plads. Så bloggen vil, forhåbentlig, kunne fyldes med hjemmegjorte løsninger og fremskridt på hjemmefronten. Det er lidt nemmere at få lavet noget, når der ikke længere er små babyer i huset, og når der er kommet mere ro på herhjemme.



Der var en del årsager til at bloggeriet stoppede, men tiden har været god ved os. Nu er der ro på, og det generelle overskud er vendt tilbage. Det er dejligt.

Nu skal jeg til at finde ud af det her med bloggeriet igen. Der er ikke så mange der blogger via blogger mere, synes jeg at fornemme. Men hvor blogger man så?

Alt det skal jeg vist have fundet ud af. Men nu starter jeg her, og fortsætter som jeg plejede. Jeg er som jeg altid har været, er blevet lidt ældre og meget klogere på mig selv og livet, men grundlæggende er jeg stadig mig, Camille.




2 kommentarer:

Ane Sophie sagde ...

Dejligt at læse, at du har fundet roen og lysten til at blogge igen.
Jeg glæder mig til at følge dig igen og læse om din hverdag:-)
Rigtig god jul

Emma sagde ...

Jeg glæder mig til at læse med (igen) :-)