*PIP!*
Ja, det er hvad der ikke har været fra mig i ALT for lang tid, til trods for at seneste indlæg startede med sætningen " Så er jeg så småt tilbage."
Men når indlægget er dateret 9. maj, og vi i dag skriver 12. juni, så kan enhver vist se, at det var jeg så ikke alligevel...
Da jeg startede denne blog tænkte jeg at jeg ikke ville skrive noget personligt, men blot poste billeder af inspirerende boliger osv. Men så begyndte jeg at læse flere og flere blogs og lære flere og flere bloggere at kende... og så blev det jo mere personligt med tiden.
I dag er det velsagtens en personlig blog, men alligevel med en vis distance til privatlivets fred, som jeg så pænt beholder for mig selv. Men blogpausen skyldes nu noget personligt, som jeg et eller andet sted gerne vil fortælle jer om, OGSÅ selvom det er privat, og absolut intet har med hverken boligindretning eller loppefund at gøre.
Hr. Lee og jeg er gået fra hinanden, og jeg er flyttet fra vores ellers så elskelige hverdagshjem.
Det var en meget svær beslutning, som vi et eller andet sted begge havde tumlet med længe, og som vi så voksent sad og tog en fredag aften. Sammen. For selvom vi elsker hinanden, så var det bare ikke længere meningen at vi skulle leve sammen, og så må man tage konsekvensen af dét. Meget kort fortalt, så nytter det ikke noget at være sammen med en der drømmer om stort hus i provinsen, når man selv er til lejlighed i midten af Nørrebro.
Uanset hvad skulle den ene altid nøjes, og er der én ting jeg ved, så er det, at man aldrig skal nøjes.
Et eller andet sted derude sidder der nogen, der drømmer om det samme som én selv, og hvor man ikke længere skal nøjes, men har samme drømme, mål og ønsker til livet. Jeg elsker Hr. Lee, og jeg ønsker mere end noget andet at han finder hende, der vil kunne følge ham i livet og gøre ham lykkelig - og det er desværre ikke mig.
Nogle gange går livet ikke som man havde troet, håbet, regnet med - og selvom det kan være nok så trist, så er det ok. Det er fandens svært at reagere på det og tvivlen kan være der, men jeg tror på at alting sker af en grund.
Jeg har haft 6 gode år sammen med den sødeste Hr. Lee, og dem er jeg taknemmelig for.
Pt. bor jeg i flytterod et nyt sted, men jeg glæder mig til at kunne vise min nye indretning frem. Den bliver meget som den plejer, men alligevel ny på sin vis. Det er som om, at et brud gør noget ved én, man får lyst til at ryste posen og se på sine ting på en ny måde.
- og der er allerede tilføjet nye loppefund og klunsede skatte til mine 40 flyttekasser og diverse indbo, for det nye sted er der STORSKRALDSRUM med byttereol!
Jeg lover ikke at være tilbage som før endnu, for der er virkelig meget at se til for tiden, og desuden er mit kabel til kameraet forsvundet i flyttekasserne... men jeg skal nok vende tilbage, A'mar halshug!
13 kommentarer:
Det lyder som en fornuftig og rigtig beslutning, uanset hvor forkert det ellers kan føles. Jeg ønsker jer begge det bedste og glæder mig til at se dit nye hjem.
Dejligt at høre et lille pip fra dig, pga. omstændighederne. Jeg glæder mig til at se mere til dit nye hjem :)
Så vil jeg ønske dig alt vel fremover i det nye kapitel i dit liv - som "måske-ikke-alt-for-håbløs romantiker selv, tror jeg stadig, i en alder af 30, at manden hvis hånd passer ind i min, vil dukke op, men indtil da nyder jeg min "mig-tid", og at være ene hersker i eget slot (ja, når slottet lige er fundet igen). Og jeg glæder mig til at høre om din nye tilværelse som Kejserinde i København ;)
Glæder mig i hvert fald til se, hvor fint du får indrettet denne gang! Det er nu så rart ind i mellem at starte på en frisk med alle sine ting og sager. Også selvom der er en lidt kedelig årsag, dertil. Men så længe man selv er ved godt mod, så går det jo nok alt sammen!
Må nok også hellere snart komme forbi med det der kage! En dag i solskin efter d. 16! :D
Ja livet er svært og mange veje kan vælges....jeg ønsker dig held og lykke med dette nye kapitel af dit liv - bliver dejligt for dig når du kan begynde at pakke alle kasserne ud :-)
Tanker herfra
Knus Mette
Bare en lille hilsen. Altså...
Helle.
Du virker som en sej kvinde med power!
Kære Camille
Dejligt med et lille pip fra dig. Jeg har tænkt på dig ofte.
Jeg vil også ønske dig alt mulig held og lykke fremover. Jeg håber du finder dig til rette det nye sted, og får alt det du drømmer om. Når tid er.
Mange tanker fra Louise
Jeg har tænkt på dig mange gange..."hvor" du dog blev af. 6 år er længe, me du virker ret fattet. Dejligt at du er tilbage :-)
Puha, det er et af de seje bump på livets vej du er på vej over. Hvor er det godt at du vælger den positive vinkel på tingene - vi er nok alle sammen godt klar over at sådan en beslutning ikke tages og udføres uden mange tåre og tænders gnisten. Jeg følger stadig med på din blog og syntes kun det klæder at vi ind i mellem løfter sløret, når det "personlige" trænger sig på.
Blog-hilsener/Lærke-Fluesvampen
Jeg håber, at det hele går som det skal for jer begge to hver for sig. Det lyder som om, at I har taget en velovervejet og klog beslutning.
Øj. Sikke en masse omvæltninger der sker i dit liv i de her måneder. Jeg håber du er ok, du lyder sådan trods hårde beslutninger og nye skridt.
Du finder en at holde i hånden, samme sted som du vil være, det er jeg sikker på, når du har sundet dig oven på alt det du er igennem lige nu.
Det lyder til at du er kommet et godt sted hen, men dine kasser. Og pippet, gør glad, det er dejligt at lære dig at kende, lige så stille.
Kære Camille - du får også lige en kærlig tanke med på vejen fra mig. Håber det hele falder på plads.
kh Kathrine
Send en kommentar