lørdag den 16. april 2016

SØGES: De perfekte fødselsdagsboller

Jeg er en nørd. I know.
Jeg kan sjældent "bare" gøre noget, men går oftest 'all in'.

Sagen er den, at jeg aldrig har fundet opskriften på de helt perfekte fødselsdagsboller. Dem der er luftige, lækre bløde, smager let sødt men ikke for kvalmende, er flotte at se på og ja... bare er helt perfekte.

Nu er jagten sat ind. Jeg har bagt og bagt, og er næsten tilfreds. Skal dog bare liiige prøve et par opskrifter mere, sådan for at være sikker.

Har du en yndlings fødselsdagsbolle-opskrift? Del endelig!



fredag den 15. april 2016

Pinterest - nailed it!



Ja ja... det kræver vidst lidt øvelse, de der 'supernemme kaniner'....

torsdag den 14. april 2016

Første rigtige forårsdag

Når jeg skriver dette, er altanen allerede gjort forårsklar, og træet har fået olie og er blevet så flot. Men det er allerede noget tid siden, vi havde årets første forårshygge derude, med paraply-parasoller, tæpper og chokoladekiks...




Senere var det tid til at smutte ned på Nørrebrogade og få sendt motorcyklerne afsted mod Bakken.

Hvert år, når Bakken åbner, fyldes gaden af de store summende maskiner - og der er nok at kigge på: Nye, gamle, flotte, slidte,skinnende, matsorte - alle sammen står de side om side, og venter på at turen skal begynde.



Vi tog dog hjem førend de kørte videre, sengetiden skulle jo stadig passes, til trods for at vejret var vidunderligt.


onsdag den 13. april 2016

Else Marguerite 2 år - og lidt om det at fejre fødselsdag.

Bedst som man tror at nu, NU kan man endelig komme tilbage... så kommer der computerproblemer. haha!  Så jeg har lavet noget der ligner en million kladder, men intet udgivet. Ih det er lidt op ad bakke at blogge fra iphonen..

Nu prøver jeg at udgive bare nogle af dem, i nogenlunde rigtig rækkefølge.

I februar fyldte Else Marguerite 2 år. Lillebitten er pludselig ikke så lillebitte længere!

Traditionen tro, var jeg oppe den halve nat inden, pyntede op og gjorde klar - til både fødselarens og storesøsterens store fryd, da de vågnede næste morgen.

Jeg har i de sidste år gjort mig en del tanker omkring hvilke traditioner jeg gerne vil skabe for mine børn, som de kan have med i deres bagage, som 'sådan plejer vi ALTID at gøre'. Fødselsdage og jul er de største mærkedage, som jeg derfor har gjort mig en del tanker om.

Da jeg var barn, husker jeg ikke at vi holdt noget særligt, når der var fødselsdag. Vi havde ikke en stor familie, og der skete ikke noget specielt som sådan. Man fik gaver om morgenen. Da jeg var helt lille kom der vidst gæster om aftenen til boller og lagkage (som så var aftensmaden dén dag), men senere måtte man selv bestemme aftensmaden. Måske kom der gæster i weekenden  i stedet? Der var vidstnok flag på bordet, men det var også det - og så delte man ud i skolen. Typisk flødeboller.

Jeg har altid glædet mig til min fødselsdag, og jeg elsker at fejre fødselsdag, både egen og andres. Derfor vil jeg rigtigt gerne give børnene en rigtig god dag, og gøre mere ud af selve dagen, end man måske gjorde da jeg selv var barn. Tiden i dag er måske også bare en anden, i forhold til den slags?

At have balloner og flag i loftet i køkken/alrummet er allerede nu en fast tradition, som børnene glæder sig til. Flagranken er købt i Søstrene Grene, og ballonerne er fra Tiger,  og sat op i loftet med tape.

(billederne er taget med telefonen om morgenen, så kvaliteten er måske ikke den bedste. haha)

Fødselsdagstoget er en anden tradition, som får sit eget indlæg en anden gang. Der er nemlig noget helt specielt med det tog, som jeg har valgt at tilføre det...

Det er danskproduceret og købt inde i Strædet i indre by.

Else havde bestilt bacon, spejlæg og agurker...
Brian havde stået for den store gave, et 'Mickey Mouse Clubhouse', som damen havde ønsket sig.
Dansekjole fra storesøsteren var et hit!
... det samme var storesøsterens Elsa-dukke.

Vi er sådan nogle forældre, der også giver søsteren en gave, når den anden har fødselsdag. Vi er begge af den holdning, at det simpelthen er for svært for de små at forstå at det kun er den ene der får gave. Derfor er der altid en lille ting til den anden, i år fik Esther således en 'Tillykke med at have været storesøster i 2 år-gave'

Vi fik ikke gæster på dagen, men Else havde på forhånd bestemt at vi skulle lave en kagemand, ligesom Rosa fra Rouladegade havde gjort det på Ramasjang.  Så om eftermiddagen hyggede vi os med at lave vores egen Hr. Skæg. Han er stensikkert set kønnere, men børnene syntes det var SÅ fedt selv at lave en kagemand.


Tænk engang. 2 år! Nu er der ingen babyer i huset længere!

onsdag den 20. januar 2016

Mon jeg nogensinde blir' færdig med de der projekter?

Med lidt held, god planlægning og såd'n... Nej! 

Jeg fandt mit broderi frem i går. Jeg husker ikke hvornår jeg startede på det, men ved med sikkerhed at det var før Else Marguerite blev født. Måske broderede jeg lidt på det, da hun var helt lille, men det har i hvert fald ligget stille lige siden. 

I år bliver det færdigt! 

... så må jeg lige se på, om det også bliver syet til en pude i år. Ha ha 

mandag den 11. januar 2016

Man kan da kun blive glad...

... af at sove i alle de fine farver! 

Herhjemme elsker vi at blande sengetøjet, det er da skønt med alle de farver og forskellige prints! 

Her sover Else Marguerite til middagslur. 

Lidt fra stuen



Stuen skrider fremad med hastige skridt. Der mangler stadig en del førend jeg er tilfreds, men det går bedre og bedre. 

Reolen her fandt jeg i storskrald for en 3 års tid siden. Den mangler en hylde eller to, men skidt pyt - nu er der plads til den computerskærm, der forhåbentlig med lidt held snart bliver indkøbt.

Stolen er også et storskraldsfund, ja faktisk både Myren og Syveren, der lige anes foran reolen. Megaheldige fund! 

B'et stammer fra en svømmehal. Der kan komme lys i, men det er vi ikke kommet til endnu. På hylden ses en del af samlermandens slikæsker, fra en tid hvor emballagedesign var anderledes smukt.