Nogle måneder før Bjørns fødsel, stødte jeg på det her med at tage et aftryk af moderkagen, Placenta print, som det hedder på engelsk. Trods to fødsler bag mig, havde jeg aldrig rigtigt set på moderkagen, andet end meget flygtigt, og det ærgrede mig lidt. Jeg er enormt fascineret af hvordan naturen går igen, i mønstre og former - og at moderkagen ligner et træ er da helt forunderligt! Livets træ, som jordemødrene ynder at kalde den, er ikke et navn grebet ud af ingenting. Til at starte med fandt jeg det meget sært ligefrem at tage et aftryk af den, men da jeg fik set hvor flot det faktisk kan blive med de aftryk, begyndte tanken at spire hos mig. Skulle jeg mon prøve? Ville det være ulækkert? Haha, ja, jeg ER altså på mange måder lidt sart, det indrømmer jeg gerne. Men jeg kunne alligevel ikke slippe tanken om hvor fint sådan et aftryk kan blive.
Kort tid efter så jeg et indslag i fjernsynet omkring sen afnavling. Det vil sige, at man først klipper navlesnoren over, når den er færdig med at pulsere - og moderkagen er født. Det er vel et spørgsmål om at vente med at klippe den 5 - max 10 minutter senere end hvad der blev gjort, da jeg fødte pigerne. Der er en række fordele ved det, primært at barnet får sit blod tilbage i kroppen, fremfor at den tredjedel der konstant er i moderkagen, blot bliver smidt ud. I indslaget havde de en moderkage med, som de viste frem. Igen kom tanken om det print frem. Dét ville jeg altså!
Jeg fortalte B om idéen, og han var helt med på det, både mht sen afnavling, men også mht printet. Jeg fik undersøgt hvilke materialer vi skulle bruge, og han blev sendt afsted i byen. Jeg var dog helt indtil jeg rent faktisk fik det gjort, ret meget i tvivl om hvorvidt jeg ville få det lavet når det kom til stykket. Men nu gjorde vi klart, og så kunne vi tage den derfra.
Til fødslen meddelte vi at vi ønskede sen afnavling samt at vi gerne ville have moderkagen med hjem. Dét er der ikke mange der gør, og de fleste som gør det, skal begrave den i haven samtidig med at de planter et lille træ. Verdens fineste tanke, men når man bor i lejlighed på stenbroen er det lidt bøvlet... Vi fortalte jordemoderen om printet, det synes hun lød spændende.
Efter fødslen, undersøger jordemoder altid moderkagen, og bagefter vendte hun selve fosterhinden om, og lagde moderkagen i en pose, og derefter i en af de der 'pap-skåle' som de har på hospitalet. Og så en pose om igen - så den var pakket supergodt ind, og var på ingen måde ulækker at have med at gøre. Vi lagde den derefter i en indkøbspose, og så hjem i køleskabet.
Det var så her at jeg havde læst at det var bedst at lave aftrykket så hurtigt som muligt, max 2 dage efter. Det fik jeg ikke gjort. Jeg var ret svækket efter fødslen, og kunne ikke stå op i længere tid ad gangen, uden at få ondt. Så der gik 5 dage, men jeg synes nu at det gik fint alligevel. Den lugtede ikke, og alt så fint ud. Jeg tog den ud en times tid før jeg lavede printet, så den ikke var køleskabskold når der skulle maling osv på.
For at lave dit eget Placenta print skal du bruge:
Syrefrit Akvarelpapir str. A3.
Vi brugte noget der var 200 g/m2 , købt i Papirlageret Nørrevold til 75 kr for en blok med 20 ark.
Maling.
Vi købte noget i Panduro Hobby. Her er der mange forskellige muligheder, alt efter hvordan dine print skal se ud. Du kan jo tænke i hvilken årstid det er, yndlingsfarver mm. Vi brugte brun, grøn og sort.
Nogle laver også aftryk med blodet på moderkagen. Dét var ikke lige mig, men er man til det kan man jo lave begge slags print.
Pensler.
En lille til at male træets grene/på blodårene, samt en større til at male grønt med.
Små bakker/tallerkener til malingen.
Én pr farve
Køkkenrulle
Handsker. Mange.
Du vil ikke lave pletter eller andet på dine ark, så man skifter handsker flere gange end man umiddelbart regner med. Vi købte bare en kasse engangshandsker på apoteket.
Et håndklæde.
Det kan jo vaskes, men jeg tog et gammelt et og smed ud bagefter. Det er dog vigtigt at det er jævnt, så underlaget bliver plant.
Husholdningsfilm.
Til at lægge under håndklædet
Husk også at have masser af bordplads til at lægge dine færdige print på, mens de tørrer - og har du dyr så luk dem lige inde i et andet rum. Har læst flere som skrev at katten lige pludselig stod oppe på bordet og var meget interesseret i hvad der skete....
Jeg lavde mine print meget sent en dag, hvor jeg egentlig burde være gået i seng.
Så der er ikke verdens bedste billeder af processen, og lyset er virkelig dårligt på billederne.
Men nu deler jeg dem alligevel. Jeg ville gerne have haft flere billeder af processen undervejs,
men det blev det altså ikke til.
Der var den, pakket godt ind. På dette tidspunkt var jeg - ærligt - stadig ikke sikker på om jeg ville få det lavet....
Så pakkede jeg forsigtigt moderkagen op, nede i vasken. Skyllede den forsigtigt, og klippede navlesnoren til i rette længde. Nogle kan godt lide at folde enden af navlesnoren som et hjerte, men jeg gik efter et udtryk som et træ, så klippede den til. Hvis man ønsker at lave aftryk med blodet, skal man ikke skylle den førend disse er lavet.
Da moderkagen var skyllet og navlesnoren klippet til, placerede jeg den forsigtigt på håndklædet. Foldede hinden helt ind under, og klippede navlesnoren lidt mere til. Derefter duppede jeg forsigtigt med køkkenrulle, så den ikke var våd.
Sådan så den ud efter blodet var skyllet af. Jeg synes den ser 'værre' ud her på billederne end den var i virkeligheden, lyset (eller mangel på samme), gør intet godt her.
Den der gule klat, kom bag på mig. Det lignede nærmest en æggeblomme?!
Gad vide om alle moderkager har sådan én?
Jeg startede med printet i farver. Penslede grøn på, hvor der skulle være blade, og derefter forsigtigt brunt på, på blodårene/træets grene. Da jeg var tilfreds, var det tid til at lave aftrykket.
Jeg havde læst at det var bedst at sætte papiret fast på et stykke pap, men det fungerede slet ikke for mig. I stedet lagde jeg et stykke papir forsigtigt over moderkagen, hvorefter jeg forsigtigt kørte en hånd ned over, med ganske let pres, fra top til bund. Især på navlesnoren er det vigtigt at man følger den, for at printet bliver flot. Det første print bliver sjældent det pæneste, så lav gerne en 2-3 print med den samme maling, førend der påføres mere. Prøv dig frem, men forbered dig på at lave en masse print, så du kan vælge de pæneste fra.
Her ses moderkagen, efter et par print, så skal der påføres mere farve.
Da jeg var tilfreds med det i farver, påførte jeg sort maling og lavede nogle i sort. Samme fremgangsmåde, bare kun sort farve, med den store pensel.
Jeg lavede mine prints alene, kl. 01 om natten. Så mine billeder er ikke de allerbedste, og jeg ville gerne have haft gode billeder af processen, taget i ordentlig lys. Det skete ikke, men sådan er det nogle gange. Her bagefter er der også nogle ting jeg gerne ville have gjort anderledes. da jeg lavede aftrykkene, men overordnet set er jeg rigtig glad for at jeg gjorde det. Nu er jeg bare lidt ærgelig over at jeg ikke gjorde det dengang pigerne blev født - det havde været sjovt at se forskellen på de tre moderkager/print.
Her er nogle af de færdige print:
1 kommentar:
Fantastisk ide😄
Send en kommentar