Viser opslag med etiketten barnets bog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten barnets bog. Vis alle opslag

mandag den 16. januar 2017

Bogen til mine børn

Det er efterhånden nogle år siden, at Elisabeth viste Anes bog frem på instagram, og inspirerede mig til også at ville lave min egen bog til Esther og Else Marguerite.

Jeg har ofte gerne ville købe en barnets bog til Esther, men fandt ingen som rigtigt faldt i min smag, og så røg det lidt i glemmebogen. Jeg har dog løbende taget (lidt) notater om dette og hint, så helt på bar bund er jeg ikke, omend en del desværre er gået tabt.

Da jeg var højgravid med Else Marguerite, var jeg hende den små-sindsyge gravide, som sendte manden ind til byen for at købe bøger og skriveredskaber, mens jeg sad hjemme med plukveer, halsbrand og talte dage til at graviditeten var overstået. ( Ja, jeg har bare aldrig været god til at være gravid på den der lækre måde, men hører om i de glitrede blade... ).

Men kom jeg i gang med de bøger? NIX! Jeg tænkte ellers at jeg så kunne være i god tid med Elses, og kun være 2 år forsinket med Esthers, men sådan skulle det ikke være. Jeg fortsatte med de der noter, men klog af skade var jeg tilsyneladende ikke blevet.

Nå, men NU er jeg så højgravid igen, og så er det åbenbart at alle de fikse idéer kommer flyvende til én... og minsandten om jeg ikke er kommet igang med bøgerne! (indsæt selv en lille fanfare!)



På nuværende tidspunkt har jeg færdiggjort hele graviditeten i Esthers bog, er begyndt på Else Marguerites, OG taget enddog ret gode noter til lillebrors. Så skal de blot indskrives i hans bog, når jeg én af de kommende dage tvinger manden til en tur ind i Creas, for at købe en ekstra bog...  (ja, vanen tro er jeg temmelig stillesiddende pt pga slemme plukveer og den slags "skønne" ting som de glitrede blade ikke helt fortalte om.)

Jeg må hellere starte med at indrømme at jeg er elendig til at tegne. Virkelig. Men jeg ved hvordan jeg skal snyde, og alligevel lave noget som ender med at føles som vores eget. Med en større børnebogssamling fra dengang mor var dreng, har jeg fundet en masse fine bøger frem, som jeg har ladet mig inspirere ret kraftigt af, og så ændret lidt så det passer til konteksten. Stregerne kunne være bedre, og yada yada, men jeg tænker at det er ok.



Mit håb er, at børnene en dag vil synes at det er både rart og ret fedt at have en hel bog med min håndskrift, og en masse små historier om dengang de var små, lige fra hvordan vi opdagede graviditeten, hvordan deres far fik det at vide, til deres første ord og sjove episoder. Jeg fandt selv et visitkort fra min afdøde far, hvor han selv havde rettet sin titel til 'morfar', og ih hvor var det bare fantastisk at finde. Jeg ville sådan ønske at jeg havde noget mere, han havde skrevet til mig.



Bøgerne som den kære Hr. Apfel havde købt, var ret store og tykke, så jeg har besluttet mig at der kommer billeder osv ind for de første 5 år. Tænk engang, for Esthers vedkommende betyder det at bogen stopper til marts! (gisp). Hun når lige at blive storesøster for sidste gang, og så ender bogen med et brag af en fødselsdagsfest.




Det bliver ikke 3 bøger med identiske sider, de får alle tre deres egne, hvor indholdet naturligvis er nogenlunde ens, men så alligevel ikke. For deres historier er jo på ingen måder ens, og trods det at de er vokset op i samme familie, er deres start meget forskellig fra hinanden.








Har du lavet en barnets bog til dit barn? 
Har du selv én fra du var barn? 

Jeg havde selv en fra jeg var lille, men den mistede jeg desværre for mange år siden. Der stod dog ikke så meget i den. Hr. Apfel har én, men der er kun udfyldt lidt data fra dåben. Af det kan vi konkludere, at vores mødre heller ikke havde nok timer i døgnet til at få den slags udfyldt...