fredag den 28. oktober 2011

Hvad bruger man monstro en fredag aften til, når man skal tidligt op lørdag morgen?

Jo, her kigger jeg på google analytics, og undrer mig over de spøjse søgninger, der har bragt folk til min blog.

Søgeord som:

"Dukkedoktor" (er det mig, eller øeh?)
af hjertet tak (ja, det er da ikke for meget forlangt?)
buksemønster no.212 (ørh... tak som byder!)
fedt tapet (havde jeg i min gamle lejlighed, ØV jeg savner det! Ferm's mushroom soup)
gris flæsk udskæring (jae ok... Den der har søgt, må have været skuffet over at finde min blog, for dét kan jeg desværre ikke hjælpe med.)
grisehoved udskæring (heller ikke. Sorry!)
huset er noobies (altså godt nok er jeg kattemenneske, men Noobie er min kat, og huset er ikke hans)
indretning af hamsterbur (dét burde jeg måske begynde at skrive lidt om. Det lyder spændende!)
jeg drømmer om et køkken (ja, det gør jeg sørme også! Eller bare en ovn og lidt køkkenbord, pretty please?)
rodehoveder (INGEN kommentarer! )
sjov lejlighed (haha ja)

Så blev man så klogere! Hvilke sjove søgeord har du fundet i din google analytics?



Travle dage

Dagene er fyldt med travlhed, og der produceres varer på livet løs i min lille kælder"fabrik" på Østerbro, samtidig med at hjemmet renoveres på livet løs, da tidsplanen er stram i forhold til, at det skal være klart i god tid til april, hvor Baby E gerne skulle komme springende.

Jeg juler og laver julepynt der ikke er for julet (ja, der MÅ være en grænse!), hvor hovedvægten er lagt på ordet "pynt" i julepynt. Jeg elsker at pynte op, men det KAN også blive for meget! Det skulle gerne blive lagt op i butikken i den kommende uge, og tæller bla.  hjerter, kræmmerhus og julesok i ny forklædning.

Samtidig laver jeg en del babyting, for det kan jeg jo lige så godt, ikk? Se med på hverdagshjem.dk , hvor hylderne snart bliver fyldt op med labre babyting i den sædvanlige moderne tegneserie-retro stil. Jeg ved slet ikke hvad jeg selv skal beholde, og hvad der skal sælges!

Lidt billeder fra fabrikken:
(beklager lyset, det er bare slet ikke til at tage billeder derhenne)



torsdag den 27. oktober 2011

Verdens fedeste idé!

- finder du inde hos Malene!

Jeg er helt vild med idéen, og er nødt til at poste min begejstring for Malenes håndarbejde. Det er da ganske enkelt genialt! (Jeg MÅ eje sådan et!)

Tjek lige hendes nye gulvtæppe:


Læs mere på hendes blog her (og hun lægger i øvrigt snart lækkert retrostof til salg, så hold øje hvis du er til den slags).

mandag den 24. oktober 2011

Om 2 måneder er det juleaften, der er længe, længe til!

Glædelig 24. oktober! I dag er der præcis 2 måneder til, at vi atter skal sidde ved julebordene i de små hjem, og spise ALT for meget mad, juleknas og godter og åbne fine julegaver. Ak ja, endnu engang er det snart JUL!

Når jeg tænker jul, tænker jeg også JULEMÆRKEMARCH.


Jeg skrev også om denne tradition sidste år, da det er noget jeg kender fra min egen barndom, og udover at det er ganske hyggeligt, er det en god sag at gå for, da alt overskuddet fra salg af årets julemærker, julemarch mv går til at støtte de 4 julemærkehjem.

Julemærkehjemmene er et sted for børn der ikke har det godt derhjemme.  Børn der bliver mobbet, børn der måske har oplevet sygdom og død alt for tæt på, eller børn der måske bare er kørt godt og grundigt fast i hverdagen. Fælles for de fleste af børnene er, at de er ensomme, og derfor har mange også mistet troen på sig selv. Når et barn kommer på et julemærkehjem, får det et pusterum fra hverdagen, og får 3 måneder lidt væk hjemmefra med nye venskaber, masser af lege og idræt - og med voksne der har tid til at lytte. De bliver undervist i små hold, og får derfor opbygget deres selvværd, og kommer hjem med fornyet energi og mod.

Som der står på Julemærkeportalen:
Efterhånden har deltagerne gået jorden rundt flere gange, og Julemærkemarchen har igennem årene overrakt ikke mindre end 11.468.647 kr. til Julemærkefonden – sidste år blev det til 945.000 kr., som aktive og støttende mennesker havde gået ind til børnene på Julemærkehjemmene.

 billede fra Julemærkeportalen

Årets julemærkemarch finder sted den 4. december (altid første søndag i december) og der er startsteder over hele landet (du finder det der er nærmest dig her). Se nærmere info vedr. priser og tilmelding på Julemærkemarchens hjemmeside.

Fristen for tilmelding på forhånd er den 15. november, hvis du skal være helt sikker på at kunne få medalje og diplom. Desuden får du begge to lidt billigere, så det er en god idé at planlægge allerede nu.

Tag familien under armen, få en hyggelig dag sammen og støt et godt formål!

søndag den 23. oktober 2011

Planlægningshurra!

Når man nu venter sådan en lille én, er der masser af ting der skal gøres klar, tænkes over og indkøbes. Jeg glæder mig naturligvis en del til at skulle indrette børneværelse, for IH der er mange fine ting derude!

Noget af det første jeg kiggede efter, da vi fik den dejlige besked, var en Juno seng. Det er efterhånden blevet lidt en modeting med de senge, men jeg husker dem nu fra min barndom, hvor der var sådan én hjemme hos min far. Jeg husker den kun svagt fra han skulle flytte, og der kom nogle og hentede den grønne "lille-per seng". Stor var derfor min glæde, da vi fandt en, ja faktisk også grøn, seng til salg, til en ganske god pris. Jeg vil nu nok have den malet mintgrøn, men det er lidt hyggeligt at den også er mørkegrøn. Dem der ejede den, havde 3 børn, hvoraf 2 har sovet i den, og moren havde også selv sovet i den da hun var barn. Hyggeligt!



Udover sengen, har jeg i forvejen den fineste grå Skandia barnevogn der nu skal sættes lidt i stand. Kalechen burde få en tur, men jeg ved ikke liige om jeg orker. Er der mon nogen derude der har sat en barnevognskaleche i stand, og har nogle fif?


På børne-ønskelisten står pt:



Strikket tæppe fra Fermliving.

Sur citron, hæklet af den dygtige Asli.




Aktivitetsstativ i træ, fra Klodsmajor. Jeg tænker det er smart at man selv kan sætte ting på, 
og så slipper vi for de grimme aktivitetsstativer/tæpper der ellers findes derude.


Spisestel fra Graziela, fundet hos Urbis

Det er samme print, som pryder dette stof, der allerede er indkøbt til at sy sengetøj af:
 Fundet hos altid fantastiske Malika og Rosa.

 Miffy tøjkanin


og så er der alt det andet. Noget er nødvendigt, andet er bare fint. ;) Nu må vi se hvad der bliver råd til.

lørdag den 22. oktober 2011

det der pps...

I forrige indlæg skrev jeg et pps, som jeg egentlig synes fortjener sit eget indlæg, så det kommer nu. (uha, det bliver spændende, hva?).

Hvis jeg poster dette billede, så er der givetvist nogle derude der vil vide hvad dét betyder... ;)

Andre vil tænke "hvad fanden skal det nu betyde?" Er du blandt dém, vil dette billede måske hjælpe lidt på det:

 
Tænker du stadig... "ej nu må du stoppe, hvad pokker er alt dette nu for noget?" - kan jeg fortælle, at vi nu skal til at indrette børneværelse - og vi glæder os rigtigt meget!

Jep, til næste år bliver dette hjem udvidet med en lille møgunge, der allerede nu viser tegn på at være lige så obsternasig som sin Fader, og lige så B-menneske som mig. haha! 

Stor var overraskelsen, da jeg fandt ud af at jeg bestemt ikke var ved at blive syg, men "bare" havde ageret hotel for den lille spirrevip, uden at vide det. Så til første skanning blev der ivrigt vinket ud, og havde det været muligt var der højst sandsynligt blevet råbt "SURPRIIIISE!". Til næste skanning lå møgungen på hovedet, og nægtede at vende sig. Rent faktisk tog h*n hånden ud og stødte mod væggen derinde, så h*n lå i spænd, og vi ikke kunne gøre andet end at bestille ny tid. 3. skanning var om morgenen, så der lå h*n lige så stille og suttede på fingeren. Jo jo, det tegner lovende!

Så der kommer stensikkert til at blive postet billeder af dette og hint hen af vejen. Junosengen blev f.eks. indkøbt 4 dage efter den positive test - for da faldt vi tilfældigt over en til en god pris...

Til dig der sidder og regner på det, kan jeg fortælle, at jo - det er sket ganske hurtigt efter jeg fik en ny kæreste, 
men sådan er det vist bare nogle gange. Og vi blir jo ikke yngre...

torsdag den 20. oktober 2011

Basta!

Indrømmet. Det virker som en dramaqueen-ting det her, I know. Det ene øjeblik annoncerer jeg, at jeg lukker bloggen og flytter videre. Det næste øjeblik kommer jeg så med det her indlæg. Men sådan må det blive, og jeg kan mærke at der ingen vej er udenom.

Jeg har tænkt. Tænkt noget mere - og så lidt til. Jeg fandt at det bedste ville være at starte på en frisk, ny blog, nyt navn, nyt, nyt, nyt. Jeg skrev et farvel og på gensyn, og tænkte at dét var det. En del af jer kommenterede, og det var - og er - jeg taknemmelig for. I er søde!

Meningen var, at jeg ville i tænkeboks. Hvad skulle den nye blog hedde? Hvordan skulle det være, når jeg åbnede op igen? Hvilken navn er mig?

Så blev der endnu engang tænkt, og ved du hvad? Jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med tanken! Der er MASSER af gode navne på min liste, men det var bare ikke dét... for hvad er det der er mig? Det er sgu da "hverdagshjem"! Basta! Så jeg flytter altså ingen steder!

Nu sidder du måske og tænker... jamen hvorfor ville du overhovedet flytte til en ny blog? Det er der faktisk flere ret gode grunde til, som jeg egentlig ikke har lyst til at udpensle her, da de er af privat karakter. Hvad jeg dog vil skrive om dén sag er dog, at når man vælger at blogge, og dermed skrive om sit liv ud til verdenen, er det netop ud til hele verdenen, uden at man selv kan styre hvem der sidder på den anden side af skærmen og læser med. Det er ikke noget man (læs: jeg) som sådan tænker over i det daglige, udover det faktum at jeg skriver personligt, aldrig privat. Men når ens liv tager nogle drejninger, så kommer det pludseligt tæt på, og man gør sig overvejelser og erfaringer. I det sidste halve år har mit liv ændret sig markant, og der er sket så mange, store ændringer, at det har været svært at følge med. Jeg har dog, somehow, manøvret mig igennem ved hjælp af én vigtig medspiller: mavefornemmelsen.

Men nu skriver jeg som altid en hulens masse, for jeg kan slet ikke stoppe, når først jeg er kommet i gang. Godt jeg ikke er tekstforfatter og skal begrænse mig, hva? :D 

Faktum er, at jeg ikke går nogen steder. Jeg ved, at der sidder nogen på den anden side af skærmen, der har det svært ved visse ting. Til jer, vil jeg blot sige: Livet går videre, og har sin helt egen, forunderlige måde at tage fusen på os. Dét er vigtigt at huske på! Jeg ved, at nogle ting kan være svære at forstå, men det behøves ikke at være dårligt af den grund.

Jeg kan stå 100 procent inde for det jeg gør og laver, så jeg vil ikke flytte eller starte på en frisk, dét er der ikke brug for!

Måske skulle man holde genindflytter-fest med et nyt layout og en give-away? Det kunne være herligt!

ps: jo, jeg gjorde blandt andet det - for mange - utænkelige, at møde en ny kæreste forholdsvis kort tid efter et forlist forhold. (- det gjorde min kære Hr. Lee desuden også, og de har det rigtigt godt sammen, så det er faktisk i mine øjne en ret god ting, for alle parter).

pps: der skete også en anden ting, der nok måske er dén ting der har størst betydning i det lange løb. Men det gider jeg ikke fortælle om her, for det fortjener sit eget indlæg. haha!

ppps: jeg bor stadig på Nørrebro, og har aldrig tænkt mig at flytte. I hvert fald ikke med min gode vilje, eller medmindre der bliver råd til en stor lejlighed på Christianshavn.

pppps: bloggen ændrer en anelse karakter, men i det store hele forbliver den som den altid har været, for dét kan jeg egentlig godt li'.

 ...billedet har jeg fundet et sted på nettet, men husker desværre ikke hvor. Skriv til mig, hvis jeg skal fjerne det, 
så gør jeg det sporenstregs! Men det er fint, og det er næsten udenfor mit vindue.

lørdag den 15. oktober 2011

Tak for nu.

Jeg har længe gået og tænkt over hvad der skulle ske med denne blog, og dig der læser med har jo allerede opdaget at dét med at skrive - det er jeg ligesom gået i stå med. Dét er der en væsentlig grund til, hvilket har sat en tankestrøm igang hos mig:  Hvad skal der ske med bloggen?

Det er tankevækkende som man nogle gange kan gå om den varme grød i umådelige tider, for derefter pludselig at tage en beslutning på et splitsekund, men det er hvad der er sket nu. Jeg savner at blogge, og har så meget jeg gerne vil blogge om, men jeg kan mærke at det bliver ikke her. Derfor har jeg besluttet at stoppe med at skrive her, og lave en ny blog et andet sted, med et andet navn.

Der er sket SÅ meget i mit liv det sidste halve år, og jeg kan mærke at jeg har ændret mig, rykket mig som menneske, som man siger. Jeg er ikke længere den jeg var, men er nået til et andet sted i mit liv, og har brug for at starte på en frisk.

Jeg har lært så mange søde, dejlige, rare mennesker at kende gennem denne blog, og jer vil jeg stadig rigtig gerne lukke ind. Kender vi hinanden, måske også bare gennem vores blogs, så skriv en kommentar her, og jeg skal sørge for at vi ses igen.

Tak for alle de kommentarer der har været igennem det år jeg har skrevet her på hverdagshjem. Tak for jeres links, tak for de give aways jeg har fået, og de søde gaver der er sendt spontant til mig. Tak for gode stunder og kreative idéer.

Jeg forsvinder ikke - jeg holder bare flyttedag. Vi ses når jeg er kommet på plads, og er klar til at modtage gæster!